Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - H. C. Andersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
»og jeg troer, det lykkes mig. Jeg har givet et Par
af de Eventyr, jeg selv som Lille var lykkelig ved,
og som jeg ikke troer ere kjendte; jeg har ganske
skrevet dem saaledes, som jeg vilde fortælle et
Barn dem.« Det er mærkeligt at se, hvilken sikker
Opfattelse H.C. Andersen lige fra første Færd har af
sine Eventyrs Ejendommelighed: idet han understreger
Ordet »fortalte«, lægger han den afgjørende Vægt paa
Gjengivelsesmaaden, den umiddelbare Henvendelse til
den barnlige Fantasi, den for ham ganske særlige
Akkomodation efter Tilhørernes Forestillingsart,
som skiller hans »fortalte« Eventyr fra alle Andres
skrevne; eller som han ved en senere Lejlighed
udtrykte det (i et Brev til Ingemann): »Jeg griber
en Ide for den Ældre - og fortæller saa for de Smaa,
medens jeg husker paa, at Fader og Moder tidt lytte
til, og dem maa man give lidt for Tanken.« Just denne
Fremstillingsform var imidlertid Publikum imod paa
Grund af det Uvante ved den; man fandt den barnagtig
istedetfor barnlig, og forsaavidt Kritiken tog Notits
af det lille Eventyrhefte, hvilket kun undtagelsesvis
blev Tilfældet, fraraadede man »Improvisatorens«
Forfatter, der just nu havde viist sig som Behersker
af de større Digtformer, at dale ned til Bagatellen
eller opstillede ialtfald de anerkjendte Mønstre som
Forbilleder, han burde studere. Kun et enkelt Øje
skuede dybere, men det var ogsaa et af de klareste
i Danmark: H.C. ØRSTED forsikrede Andersen, at naar
»Improvisatoren« gjorde ham berømt, vilde Eventyrene
gjøre ham udødelig; de vare det mest Fuldendte, han
havde skrevet. »Men det synes jeg ikke«, tilføjer
Andersen i det her citerede Brev; for ham stod den
store Digtning nu som den eneste rette Adkomt til
Skjaldenavnet, Eventyrdigtningens »Jongleurkunster
med Fantasiens Guldæbler« interesserede ham foreløbig
ikke - sagtens fordi de gik saa let fra Haanden. Dog
efterfulgtes den første Samling saa jevnlig af lignende
beskedne Smaahefter, og efterhaanden som de banede
sig Vej hos Publikum - hvis Respekt for dem voxede
et godt Stykke, da det kgl. Theaters Kunstnere
begyndte at fremsige dem fra Scenen - kom de ogsaa
mere og mere til at indtage Forgrunden i Digterens
Interesse. Indtil 1850, da de hidtil udgivne Eventyr
holdt Pragt-Jubilæum i den illustrerede Udgave
med Vilh. Petersens fortræffelige Tegninger, havde
bl. A. følgende Eventyr - ubetinget den bedste Del
af denne Digtning - seet Lyset: »Tommelise«,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
