Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - C. J. Boye - P. V. Jacobsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Digtet »Der er et Land, dets Sted er højt mod Norden«,
forekommer), 1826 »Kong Sigurd« og 1827 »Erik den
Syvende, Konge af Danmark«, det af de nationale
Sørgespil, som havde det længste Liv paa Scenen.
Af Boyes Digte er »Kirkeklokken i Farum« blandt
de mest bekjendte; det findes i de 1833 udkomne
»Aandelige Digte og Sange«, som senere udgaves
paany under Titlen »Psalmer«. I vor Psalmedigtning
hævder C.J. Boye sig en smuk Plads og har ydet et
betydeligt Kontingent til vor nu brugelige Psalmebog
(bl. A. Nr. 234: »Bliv hos os Mester, Dagen helder«).
En ensom Plads blandt Dramatikerne indtager
PETER VILHELM JACOBSEN (1799-1848) med sit
mærkelige Skuespil »Trolddom« (opført 1847).
Forfatteren, der var Assessor i Landsover- samt
Hof- og Stadsretten, senere Kommitteret i
Rentekammeret, var en dygtig historisk Forsker,
og ved sin sjeldne historiske Kolorit er det just,
at hans Skuespil blev et saa mærkeligt Fænomen i
hine Dage og endnu staaer uovertruffet som
Lokalbillede i vor dramatiske Litteratur. Scenen er
henlagt til Helsingør i Midten af det 16. Aarhundrede.
Den mørke Handling, i hvilken Tidens forfærdelige
Overtro fører til det skjæbnesvangre Vendepunkt, er i
en Mangfoldighed af Smaatræk saavelsom i Personernes
Tankegang og Talesæt et tro Afbillede af Tidsalderen;
det rent Menneskelige kommer tilsyne i Karaktererne
indenfor deres Aandsomraades og deres Interessers trange
Skranker, mod hvilke enhver friere Betragtning preller
af, medens der i Stykkets to Hovedpersoner, Høreren Hans
Thomassen og Eventyrersken Karine, er givet et Par med
megen psykologisk Finhed tegnede »problematiske Naturer«.
Naar »Trolddom« kalder sig »tragisk Skuespil«, maa det
dog bemærkes, at det i det Højeste kan kaldes tragisk i
den Forstand, at en efterfølgende Slægt maaske kan opfatte
Forgængernes aandelige Forvildelse som et tragisk Moment i
den historiske Udvikling, medens Handlingen ikke i sig
selv indeholder nogen Kollision mellem Kræfter, der
hver for sig have en ideal Ret at støtte sig til; Død
og Undergang indtræder som brutale Kjendsgjerninger,
der vel have historisk Hjemmel, men ikke nogen indenfra
udgaaende Motivering. Paa den historiske Objektivitet
gjøres der unægtelig flagrant Brud ved den »ældste
Raadmands« Slutningsord:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
