Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Meïr Goldschmidt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hvor jeg skulde kæmpe, er jeg gaaet til Kampen med
instinktmæssig Fordring paa at blive Nr. i.«
At Livet ligesom ironiserede over denne Fordring
en af de første Gange Goldschmidt med fuld Energi
rettede den til Tilværelsen og sig selv, fik en
mærkelig Indflydelse paa hans Udvikling. Efter
nogle Aars Skolegang i Vordingborg kom han til
Kjøbenhavn og blev fjorten Aar gammel sat i det
v. Westenske Institut. Han var en ligesaa velbegavet
som ærgjerrigt stræbende Discipel, en af dem, som
Skolen »ventede sig noget af«. Som Dux i øverste
Klasse dimitteredes han 1836 til Universitetet;
han var selv sikker paa den første Karakter med
Udmærkelse, og Skolen ikke mindre end alle de,
der kjendte ham, først og fremmest hans Familie,
delte denne hans Sikkerhed. Paa Examens næstsidste
Dag havde han otte Præ’er og tre Laud’er, altsaa et
Præ mere end der behøvedes for at blive indkaldt. Der
stod kun eet Fag tilbage, nemlig Religion eller for
Goldschmidt - der som Jøde ikke havde deltaget i den
dogmatiske Del af Undervisningen - Bibelhistorie. Ikke
des mindre gav Prof. H. N. Clausen ham et Spørgsmaal
af Lærebogen, hvilket Goldschmidt mente ikke at
kunne eller burde besvare. Resultatet blev et
Haud, men da den skriftlige Udarbejdelse stod i
Laud, troede Alle endnu, at dette maatte blive
Hovedkarakteren. Men Universitetet havde en anden
Beregning, ifølge hvilken et Laud i Skriftligt og et
Haud i Mundtligt tilsammen udgjorde den sidstnævnte
Karakter. Dermed var Udmærkelsen, »Indkaldelsen«,
falden til Jorden. Goldschmidt følte sig som
lammet i sit Inderste, Glandsen var som gaaet af
Livet, et Maal var vel naaet, men uden den Triumf,
der havde omgivet det i hans Tanker. Uden indre
Drift fuldførtes Læsningen til den næste Examen
som et Pligthverv, men med Arbejdet for den store
Fremtidstanke, for Familiesammenholdets Ærgjerrighed:
at han skulde »studere Medicin, blive Professor,
den vidunderligste Læge ligesom Rabbi Meir ben
Maimon, ogsaa kaldet Maimonides« - dermed var det
for bestandig forbi. Istedetfor Lægen viklede der
sig foreløbig en Journalist ud af Puppen; men hans
Piller vandt snart almindeligt Ry.
Examensskuffelse, Kjærlighedssorg og anden Melankoli
havde affødt nogle Noveller i den Johannes Wildt’ske
Smag, hvilke den unge Forfatter syntes saa godt om,
at han inderlig ønskede at faae
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
