Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Søren Kierkegaard
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
experimenterende Psykologi af Constantin Constantius«,
og »Tre opbyggelige Taler«, efterfulgte allerede
Maaneden efter af endnu »Fire opbyggelige Taler«, begge
disse sidste Samlinger under Kierkegaards eget Navn.
I »Frygt og Bæven« gjøres der et Skridt videre fra det
ethiske Standpunkt i B.s Papirer, som var naaet til
at opstille Kravet om den subjektive Vilkaarligheds
Indordnelse under den almengyldige ethiske Lov og til
- i »Ultimatum« - at antyde den religieuse Fordrings
Indtræden. Nu fremholdes dette religieuse Problem i
Kollisionen mellem det almengyldigt Ethiske og det
absolute Krav, saaledes som den møder os i Abrahams
Offer, i levende »Existens-Inderlighed«, ikke som
docerende Spekulation. Abraham er jo stedet i et
Valg mellem sin almengyldige ethiske Pligtfølelse og
sin absolute Lydighedspligt mod Gud; her er Troen
eller Troens Lydighed den eneste Redning, som med
»et Spring« fører fra det Ethiske ind i det virkelig
Religieuse. Gives der en absolut Lydighedspligt imod
det Absolute (Gud) - hvilket »Troens Fader« Abraham
ved sit Exempel har viist - saa er dermed etableret
det »Parodox«, at »den Enkelte« staaer højere end det
Almene, den Enkeltes absolute Pligt højere end det
almene ethiske Krav til ham fra Næsten og hans Nærmeste.
- I »Gjentagelsen« belyses det religieuse Spørgsmaal fra
en ny Side, tilsigtende at fremhæve Troen som en
Gjenerhvervelse i Frihed af, hvad der i endelig Forstand
er gaaet tabt, saaledes som Hjob efter sine Prøvelser fik
Livslykken tilbage igjen med Evne til nu at nyde den
troende; denne »Gjentagelse«, Forvandlingen af
Naturlivets Umiddelbarhed og ufrie Sammenhæng til
Aandslivets Frihed, er en religieus Kategori, som ikke
kan naaes ad blot ethisk eller æsthetisk Vej, hvilket
nærmere paavises i Skriftets overvejende æsthetiske
Undersøgelse af Problemet.
Aaret 1844 saae - foruden ikke mindre end tre nye
Samlinger af »opbyggelige Taler«, i hvilke som
sædvanlig en almindelig religieus Grundstemning søges
vakt hos Læseren - tre pseudonyme Skrifter fremkomme,
nemlig »Filosofiske Smuler eller en Smule Filosofi,
af Johannes Climacus«, »Begrebet Angst, en simpel
psykologisk-paapegende Overvejelse i Retning af det
dogmatiske Problem om Arvesynden, af Vigilius
Haufniensis«, og »Forord, Morskabslæsning for enkelte
Stænder efter Tid og Lejlighed, af Nicolaus Notabene«.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
