Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Grundtvig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hovedet over, naar den læser mit første ordenlige
polemiske Skrift, som »Kirkens Gjenmæle« er, og hører,
at jeg for det blev i den lærde Verden brændemærket
som en Manddraber og i den borgerlige næsten nødt
til at nedlægge Vaaben«.
Idet vi fra dette Punkt af overlade Fremstillingen
af Grundtvigs videre Færd paa det kirkelige Omraade
til den Pen, som andetsteds i dette Værk vil skildre
Aarhundredets religieuse Bevægelser, have vi her
nærmest at tage hans Ydelser som Digter i Øjesyn.
1829 udkom »Krønike-Rim til levende Skolebrug«
(2. forøgede Udg. 1842), en Samling Digte, der fra
Paradis til Frederik den Sjettes Danmark fremstiller
den historiske Udviklings Hovedtrin i poetisk
Anskuelighed, en Slags universel Rimkrønike, der først
og fremmest har et rent didaktisk eller endog pædagogisk
Øjemed, nemlig at lette Historieundervisningen ved en
prægnant poetisk Udformning af de afgjørende Stadier,
men som tillige i mange af sine Partier har selvstændigt
digterisk Værd. Især hvor et mythisk Stof, en følgerig
Katastrofe eller en betydelig Personlighed er Gjenstand
for den poetiske Behandling, hæver denne sig ofte til et
genialt Overskue, for hvis store Træk de didaktiske
Details træde i Skygge; hvor den digteriske Flugt hæmmes,
er det overhovedet de historiske Realiteter, der tynge
den, idet Redegjørelsen for dem stundom med en noget
prosaisk Skolelærdom afbryder den poetiske Stemning.
Blandt de ypperste af Digtene, i hvilke Grundtvigs
poetiske Stil snart ejer den smeltende Sødme, snart den
gribende Humor, som begge ere den ejendommelige, kunne vi
fremhæve »Canaans Land« med den vemodige Klage:
Alt som en Kvinde af Konge-Æt,
fornedret til Kværnen at drage,
med falmede Kinder, forskudt, forgrædt,
jeg mindes min Ungdoms Dage.
Jeg mindes Harpen i Davids Haand,
den dejligste Fugl uden Fjedre;
beplantet jeg blev under Salomon
med Balsam og Libanons Cedre!
»Olympens Guder«:
Slig en broget Gude-Vrimmel,
saa naturlig og saa nær,
i en jordisk Drømme-Himmel,
havde intet Folkefærd!
Alle Livets ædle Kræfter
mødes her medKappelyst
og indskyde Hu derefter
i de Græske Heltes Bryst,
gæste dem ved Offer-Gryder,
er i Kampen deres Spejl,
kaste Glands paa deres Dyder
og besmykke deres Fejl!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
