Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 1850-1870. Indledning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Fra den døde Konge vender Danmark sig til den
levende, hans Efterfølger:
Kong Frederik den Danske!
Paa Dig jeg stoler ganske.
Hvis Tider vorde onde,
kald, Konge, paa din Bonde.
Vel er han graa og ringe,
dog er han haard at tvinge.
Naar Kongen gaaer med Bonden,
da blomstrer Bøgelunden,
og Fuglesangen klinger,
og Rosens Knop udspringer.
Hvis lykkeligt de fægte,
da vorder Sejren ægte.
Men hvis de sammen segne,
ej Ærens Roser blegne.
Da er min Time kommen,
men Saga fælder Dommen!
Noget enkelt Værk af mere omfattende Idefylde og
gjennembrydende Virkning har vor klassiske Litteratur
derimod ikke den saa kraftigt vakte Folkebevægelse
umiddelbart at takke for. Middelbart blev derimod
den mægtige Impuls, Nationalaanden havde modtaget,
af megen Betydning for den Tilslutning, som nu blev
den poetiske Litteratur til Del. Blandt de gode
Følelser, som vare oppe i Folket, havde ogsaa Sandsen
for Digtningen sin Plads; hvad der var kæmpet for,
var jo Hævdelsen af Modersmaalet i en gammel dansk
Landsdel, og med forstærket Kjærlighed sluttede
man sig om den Litteratur, i hvilken Sproget havde
udfoldet sin fagreste Blomst. Man pegede paa den som
et af Beviserne for Danmarks Ret til en selvstændig
Tilværelse, og man hilste med livlig Deltagelse
ethvert Værk, der kunde forøge dette aandelige
Dannevirkes Modstandskraft, thi med Krigen var jo
ingenlunde Faren forbi; tvertimod optoges de følgende
Aar af de uendelige Forhandlinger om Fastsættelsen af
en retfærdig Modalitet for Nationaliteternes Stilling
i Monarkiet, og disse Forhandlinger holdt vedvarende
Øjnene aabne for de fjendtlige Bestræbelser sydfra,
for vor egen Evne til at yde aandelig og legemlig
Modstand og for Muligheden af at faae de nordlige
Stamfrænder til at betragte vor Sag som deres. At
Nationalfølelsen under disse Forhold maatte antage
en Exklusivitet, der var tilbøjelig til at overse
Tidens mere almene Ideer og holde sig i Afstand
fra de store Kulturlandes litteraire Bevægelser,
var under de givne Vilkaar saa naturligt, at enhver
streng Kritik af dette Fænomen bliver en Ubillighed;
det maa tages som en Kjendsgjerning, der var en
uundgaaelig Følge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
