Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - H. C. Andersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
havde sagt: vælg din Bane og dit Maal, og da, efter
din Aands Udvikling og som det fornuftigvis maa gaa
til i denne Verden, beskytter og fører jeg Dig! - min
Skjæbne kunde da ikke have været lykkeligere, klogere
og bedre ledet, end den er. Mit Livs Historie vil sige
Verden, hvad den siger mig: der er en kjærlig Gud, der
fører Alt til det Bedste!« — »Selv af Ondt kom Godt,
af Smerte kom Glæde,« hedder det i de paa Fødselsdagen
den 2. April 1855 daterede Slutningsord; »en tankedyb
Digtning, jeg kunde ikke digte den saa. Jeg føler
mig at være et Lykkens Barn! saamange af min Tids
Ædleste og Bedste ere komne mig kjærligt og aabent
imøde, sjelden er min Tillid til Menneskene bleven
skuffet! de bitre, tunge Dage have ogsaa i sig Spiren
til Velsignelse! hvad Uret jeg troede at lide, hver
Haand, som greb tungt ind i min Udvikling, bragte dog
sit Gode.« Dette er den beskuende Stemnings Havblik,
en Modsætning til den lidenskabelige Brænding, der
hærgende kunde vende op og ned paa Alt i dette til
det Yderste sensitive Sind, som naar han i et Brev
fra Paris feberagtig exalteret forbander sit Hjem,
fordi han har faaet Efterretning om, at »Agnete«
er bleven udhysset: »Gid aldrig mit Øje maa se
det Hjem, som kun har Øje for mine Fejl, men ikke
Hjerte for, hvad Stort Gud har givet mig! Jeg hader,
hvad som hader mig; jeg forbander, hvad som forbander
mig! Fra Danmark komme som altid de kolde Luftninger,
der forstene mig ude! De spytte paa mig, de trampe
paa mig i Dyndet! Jeg er dog en Digter-Natur,
som Gud ikke gav dem mange af, men som jeg i mit
Døds-Øjeblik vil bede ham aldrig give dette Folk! Her,
i den store, fremmede By staa Europas bekjendteste
og ædleste Aander kjærligt omkring mig, møde mig som
Beslægtede, og i mit Hjem sidd’e Drengene og spytte
paa mit Hjertes bedste Skabning! Ja, om jeg end efter
min Død skal dømmes som her i Livet, jeg siger: De
Danske kunne være onde, kolde, sataniske! Det er et
Folk, der passer for de vaade, skimmelgrønne Øer,
hvorfra Tycho Brahe blev forjaget, hvor Eleonora
Ulfeld sad i Fængsel, Ambrosius Stub var Herremændenes
Nar og endnu Mange som Hine ville blive behandlede
ilde, til Folkets Navn klinger som en Saga! — Dog,
jeg udtrykker mig nok karakteristisk for en udpeben
Digter; dette mit Brev skulde trykkes, og Kjøbenhavn
fik et glad Minut!« Blader man nu nogle Sider længere
frem i de Andersenske Breve og træffer en Ytring som
denne: »Livet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
