Full resolution (TIFF)
- On this page / på denna sida
- Hostrup
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hun som, medens Vaaren dvæler,
smilende forbi Dig hopper;
hun som Drengens Leg besjæler,
og som lærer ham Spilopper.
Det er den forfløjne Lille,
Øjeblikkets snelle Datter,
hun som ved Studentens Gilde
føder Sang og Spøg og Latter.
Hun som, aldrig trættet, iler,
hilser blot — og saa forsvinder,
og kun til den Unge smiler
og kun klapper Rosenkinder;
hun hvis Væsen, let som Taage,
hvis forfængelige Skatte
ej begribes af den Kloge
og foragtes af den Satte;
hun fik Lyst til mig at gjæste,
ofte tog hos mig hun Stade,
og hun lærte mig det Bedste,
som Du seer paa disse Blade.
Derfor blev det Vers og Viser;
ikke Digte, rige, favre;
derfor ej solide Spiser,
ak! men kun Studenterhavre.
Hostrup havde 1848 ægtet en Søster til Skuespilleren
Mantzius, men var tidlig bleven Enkemand; anden
Gang giftede han sig med en Datter af Digteren
Hauch og blev 1855 Præst i Silkeborg, hvorfra han
1862 forflyttedes til Hillerød. I en Række af Aar
hørte man intet til ham som Digter; han gik med Liv
og Sjæl op i sin Præstegjerning, sluttende sig mere
og mere decideret til den grundtvigske Retning.
I litterairt interesserede Kredse ymtedes der med
Beklagelse om, at han angrende saae tilbage paa sin
Fortids verdslig-muntre Poesi og havde slaaet Bom
for sin Digtervej; man støttede især denne Antagelse
paa Digtet »Drøm og Liv«, hvilket man opfattede
som en personlig Bekjendelse og endelig Opgjørelse,
istedetfor at se det, som et lyrisk Digt skal sees:
som en Stemning, der kan have kortere eller længere
Varighed, men ikke indeholder noget evigt forpligtende
Program. Med sin nye, alvorlige Opgave for Øje, der
rettede Krav til Præsten om at lære Menneskelivet at
kjende, hvor dets Nød og Sorg paakaldte hans Trøst,
til Grundtvigianeren om et Førstehaandsstudium af
Folkelivet, saaledes som Landalmuen lever det fjernt
fra de ungdomsglade Studenterkredse — under Saadanne
Forhold og stedt i en saadan Udvikling har Hostrup
naturligvis i Øjeblikke personlig følt med den Digter,
hvis Stemning han skildrer:
Hvad vandt jeg Andet end Tidsfordriv?
Hvad gavner det mig, mine Drømme faae Liv,
naar Livet selv bliver Drømme?
og det kunde vel ogsaa til en Tid finde sin
Anvendelse paa ham, hvad Digteren griber i sit Valg:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Sun Dec 10 10:44:52 2023
(aronsson)
(diff)
(history)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/ildalihi/3/0458.html
