Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hans Vilhelm Kaalund
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Naar Du er træt, naar Du er kjed
af Verden og dens Smaalighed,
da skynd Dig fra den trange Mur
ud i Guds mægtige Natur.
Naar »Alverden er syg, Alverden er mat«, naar dens
kunstlede Væsen »ikke smager af Livets Væld«, er det,
fordi den har fjernet sig fra Naturen, som med
Forbauselse maa betragte Menneskets Færd og se,
hvor forandrede de ere blevne
fra dengang de ved hendes Hjerte laa
og nøgne under Edens Palmer vandred.
Digteren gad være en lystig Jæger,
naar Haglen pidsked fra sorten Sky
naar Solen bruned mig Kinden,
da vilde jeg synge, da vilde jeg le
og give min Sorg til Vinden -
eller en frejdig Sømand og fare »til Trankebar,
til Trankebar« eller andensteds om i den vide Verden,
thi Tiden har saa slappe Træk,
den skriver sig sin Sundhed væk.
Til hjertlig Latter og til Daad
har Ynglingen ej længer Raad.
O, var jeg dog en Sømand nu,
en lystig, sorgløs Gut som Du -
da rystede jeg Støvet af
og fløj derud paa Verdens Hav;
da blæste vel en Nordenvind
de syge Griller af mit Sind!
De til Samlingens rent lyriske Indhold føjede
»Fabler« have nærmest Parablens Karakter og ere
derved forskjellige fra de til Lundbyes Billeder
skrevne Texter, hvis Emner og Tone henvende sig til
den barnlige Fantasi, og paa den skjønneste Maade
aabenbare en ny Side af Kaalunds Naturfordybelse:
hans sympathetiske, for alle karakteristiske Smaatræk
opmærksomme Iagttagelse af Dyrelivet.
Skjøndt Digtsamlingen foruden de her nævnte og
antydede Poesier ogsaa indeholdt den stemningsfulde
Epistel »Til Familien i Præstegaarden«, der nu er
et af Læseverdenens Yndlingsdigte, gik den dog saa
temmelig uænset hen i denne poetisk frugtbare Periode;
kun P.L. MØLLER følte, at det var Poesiens eget
Pulsslag, der bankede i disse Digte, men hans varme
Appel til Publikum blev saa godt som uden Virkning.
En ikke ringe, men hurtigt forbifarende Opmærksomhed
vakte i 1848 Kaalunds varmt bevægede Tidsdigte »Til
de Gamle« og »Til de Unge« saavelsom hans »Sang
for det danske Folk« fra Marts 1848 (»Opmand Dig,
Du Danske!«), men en Digtertilværelse kunde ikke
bygges paa saa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
