Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hans Vilhelm Kaalund
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
forsvarer sin Existensret i den poetiske Arbejdsverden,
om han end ikke hører til »Skjaldene af første Rang«:
Thi yder min Sang blot et useet Frø
til Aandens evige Sommer,
da lad kun mit Navn forglemmes og dø!
Koraldyret lig i den dybe Sø
jeg bygger dog med paa den voxende Ø
og bereder den Verden som kommer!
Hvad man havde havt Raad til at overse en god halv Snes
Aar iforvejen, blev nu, i en fattigere ydende, men maaske
nok saa modtagelig Tid en poetisk Begivenhed af Betydning,
og Kaalund skabte sig med »Et Foraar« en Popularitet, der
stadig voxede og stillede ham højere og højere blandt
Samtidens Digtere; er hans Poesi ikke bleven noget
overvurderet i de senere Aar af hans Liv, saa har den
ialtfald ikke været udsat for den modsatte Fare, efterat
han engang - skjøndt sent - var brudt igjennem. Men det
maa ogsaa fremhæves, at Kaalund med streng Kritik sigtede
og vragede sin i sig selv sparsomme Produktion, inden han
gjorde Offentligheden delagtig i den. Samlingen »En
Eftervaar«, der udkom 1877 (4. Opl. 1889), er saaledes
mindre af Omfang end sin Forgænger, men vel nok saa lødig
af Indhold. Vi finde her det sunde og styrkende Digt »Til
Virkeligheden«, Kaalunds »Tugtemester og store Lærer«,
hvem han efter saamange Sammenstød har lært at bøje sig
for med oprigtig Tak for dens Opdragelse, »I en
Solskinskrog«, »Et Fugleskjul«, »Da de rev Voldene ned«,
»Paa det Jevne« - lutter modne Digte, drevne frem af
Livets langsomme Væxt og derfor kjærnefulde og nærende;
en mandig Resignation gjennemstrømmer dem, baaren af en
befriende Humor, og de rumme en skjøn Glæde over Livet,
selv hvor det luder mod Fald, en paa Naturfortroligheden
fast bygget Sympathi med det Upaaagtede og Ringe. Ikke
for nogen Kongestol vil Digteren bytte sin Plads paa
Huggeblokken, hvorfra han iagttager Smaakræets snurrige
Færd:
Det var en slig, Du valgte Dig, Æsop,
naar Du i Hønsegaarden sad alene
og lo ad Verdens store, travle Hob,
med slig en lille Verden til din Scene.
Vel er jeg ikke dyb som Du og viis;
min store Svaghed ærlig jeg bekjender -
men glad jeg sætter paa Naturen Pris,
og i min Smag er jeg en Nederlænder.
Mig fryder det at se paa Bondens Gris,
og mellem disse Duer, Høns og Ænder,
som midt i Billedbiblens Paradis,
jeg føler mig som mellem gamle Venner.
Og glad velsigner jeg, o Sol, den Glands,
hvormed Du denne Hønsegaard forgylder,
og takker Gud, fordi han gav mig Sands
for hvad der ellers Smaabørn kun fortryller!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
