Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hostrup
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Skal det da gro, til Kraften slides op,
hvile med Fred, hvor Livets Storme tude,
grønnes, til mer ej Bøgen skyder Knop
og til Jordklodens Saga er ude?
Skal det som Norges Fjelde staa
og vise da, hvor Danmark laa?
Nej, vel ihjelslaaes ej det af en Kniv,
Ild eller Frost det dræber ingensinde,
dø kan det ej (det forudsætter Liv),
men des snarere kan det forsvinde.
Bare lidt Strømning ind deri,
saa er dets Vælde helt forbi!
Den Lære, Sangen vil indprente, formuleres kortelig
i dens Slutningslinier: »Oprør vi priser ej - nej
stop! men Skaal for dem, som rører op!«
Faa det politiske Omraade fulgte Hostrup
Venstrebevægelsen saa langt, at han lod sig opstille
som Oppositionskandidat ved Folkethingsvalgene 1887,
uden dog at opnaa Valg. Faa det litteraire Omraade
tog han derimod sine Forbehold. I Digtet »Sidst i
Oktober« taler han om de Kunstnere, »der elske det
faldende Løv især og fryse for det at fange«:
Mig synes, at Smagen har helt slaaet om,
at Livets Nedgang, dets Alderdom
forunderlig stiger i Prisen;
før skildred man helst dets Kraft, dets Fart,
nu troer jeg, man finder det nok saa rart
at sysle med Enden paa Visen,
Han har forsaavidt ikke noget imod denne Smagsretning,
som det jo kan være ganske rart »for en aldrende Fyr«
at blive interessant for Kunsten med Aarene, uden
Besvær, men han vil dog forlange, at disse Billeder
af den sene Oktober, af Afskedsstunden og den sidste
Strid, ogsaa blive fuldtud sande, saa at Kunstneren
ikke »snyder os for det Bedste«:
Ja, giv os Høsten - det bede vi Jer -
med Ord eller Farver, kun som den er,
og udelad ikke Vaaren,
thi den hører med i det høstlige Kvad,
saavist som hvert et faldende Blad
blotter en Knop, der spaar’en.
Digtet »Til Menneskemalerne« har den samme Sag til
Emne. Digteren er ikke bange for »Mulm og Dynd og
Sod«, for »de klamme Mures Skimmel«, men vel at
mærke kun naar man lader ham beholde »en Haandsbred
af en Himmel«. Men Skarnet for Skarnets egen Skyld
kan han ikke forsone sig med, og han lader sig ikke
overbevise af »en aandrig Fyrs« Doktrin om, at »den
som Livet vil forstaa, maa ned i Understrømmen«.
Og dermed aabned han en Lem
imellem Gadens Stene,
en Flod dernede rulled frem,
men ingen af de rene;
og mens jeg mig for Næsen holdt,
ned pegede hans Handske:
»I dette Dyb,« han sagde stolt,
»det gjælder nu at granske.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
