Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Molbech
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Der kan fremhæves Mindedigtene over hans to ædle
Venner, Filosoferne Heegaard og Brøchner, af hvilke
navnlig det sidste (»Ved Hans Brøchners Grav«) er
dybt i sit Tankeindhold og rent i sin gjennemklare
Skjønhed. Endvidere Digtet »Oehlenschläger«, i hvilket
Digteren af et fuldt Hjerte hylder den yppigt rige
Skjald og selverkjendende tilstaaer:
Jeg synger ej som Den, der maa,
men kun som Den, der gjerne vil;
den tunge Forskjel er der paa
mit og min Mesters Spil.
Striden mellem Gammelt og Nyt i Litteraturen
beskjæftiger ogsaa i disse Digte Molbechs kampberedte
Tanke, snart som skjemtefuldt raillerende eller
hvast angribende Polemik (Sonnetterne »Et Besøg«,
»Realistisk Forklaring«, »Flod og Ebbe», »Rim«,
»Kjærlighed til Næsten«), snart i mere afdæmpet Form,
til Forsvar for de anfægtede Idealer, som i »Digter
og Kritiker«:
»Igjen romantisk! Naar faaer dog engang
Romantiken sunget sin sidste Sang?«
Det faaer den just i det samme Aar,
naar den sidste Rose sin Blomst udslaaer.
»Naar blomstrer den sidste Roses Blad?«
Naar den sidste Nattergal synger sit Kvad.
»Naar synger den sidste Nattergal?«
Naar den sidste Kilde rinder i Dal.
»Naar risler det sidste Kildevæld?«
Naar den sidste Bølge slaaer imod Fjeld.
»Naar slaaer den sidste Bølge mod Strand?«
Naar den sidste Stjerne spejles i Vand.
»Naar spejles i Hav den sidste Stjerne?«
Naar det sidste Solglimt døer i det Fjerne.
Naar den sidste Mand og den sidste Kvinde
føle de sidste Længsler svinde.
Glæd Dig, Kritiker, da faaer engang
Romantiken sunget sin sidste Sang.
Da kan Du hejse dit Sejersflag -
men saa er det Verdens sidste Dag.
Foran Samlingen har Udgiveren som Prolog hensat Digtet
»Det sidste Læs«, nedskrevet i Januar 88, altsaa fire
Maaneder før Molbechs Død. Han sammenligner sig her
med en Bonde, der har bragt Høsten i Hus. Han takker
Gud »for Sol og Regn, for Vindens hærdende Kulde,
for Sneens lunende Vinterhegn og Spirens Liv under
Mulde,« og om Sæden kun fylder lidt i Lo og Lade -
thi hvorvel »Vejrets Herre gav blide Kaar, Jordbunden
selv var mager« - om end Skylden muligvis for en Del
er hans egen, fordi han »ikke agted paa Tidens Røst
og den nye Dyrkningsmethode« -
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
