Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Chr. Richardt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Fremdeles »Tonernes Verden«, skrevet som Festdigt
til Musikforeningens Jubilæum og derfor fremhævende
de danske Tonedigtninger, den bar bragt frem (Gade,
Hartmann, Heise):
Og nye, friske Kranse
fra Sjølunds fagre Sletter,
fra Oldtids Taageverden,
fra danske Elver-Nætter
flettes af Kunstnerhaand!
Og blanke Billed-Strømme
fra Østens Palmelande,
fra Hellas’ Gudestrande,
fra Torneroses Drømme
spejle Skjønhed og Aand!
Richardts enestaaende Evne til at finde et knapt og
fast Udtryk for Billede eller Tanke møder os i endnu
mere sammentrængt Form i Digtet til J.P.E. Hartmann,
hvor der i sex Linier mindes om sex af Mesterens Værker:
Fuglen fløj over Furresøens Vove;
Drømmen steg mellem Gurresøens Skove;
Tavlebordet fik liflig Mund!
Vølven varsler - og Odin troner!
Edda-Klangen i Hartmanns Toner,
den er vor Kunst et Guldhorns-Fund.
Af Kantater findes i Samlingen de to fra Udstillingen
88: Aabningsfestens og Præmieuddelingens. Desuden
»Ved Indvielsen af den polytekniske Læreanstalt«;
i denne forener sig - som saa ofte før - Richardts
Særevne til at se Tanken bag Fænomenerne med hans
gode og glade Humor fra Studenterdagene. Kantaten er
ingenlunde i den højtidelige Stil og dog metrisk og
musikalsk værdig, som Lejligheden krævede; i dens
Benyttelse af Emnet har man just den rette Christian
Richardt. Den slutter sit Tilbageblik paa den
analytiske Videnskabs indvortes og udvortes Kaar med
den synthetiske Opfattelse, som er Digterens
overskuende Slutningsdom:
Thi Alt, hvad Granskerøjet saae
paa Jord, i Hav og Himmel,
var til, fra Jorden nyfødt laa
i Kloders rige Vrimmel!
var til fra første Morgenrød,
som Fosterliv i Moderskjød
i talløs Stim og Stimmel.
Den Lov, som Newtons Storsyn vandt,
har virket alle Dage;
den Lysets Hast, som Rømer fandt,
har graa og gammel Sage;
og Tordenkilen, Ørsted greb
og til en Folke-Budstik sleb,
slog Gnister langt tilbage.
Ja, Jordens underfulde Text
vor Tanke rastløs følger;
den tyder Plantecellens Væxt,
den maaler Tonens Bølger -
men Livets egen dybe Grund,
dets første Gnist, dets Morgenstund,
bag tætte Slør sig dølger.
Thi være Tak og Hæder dem,
som reded skjulte Traade,
hver Forsker i vort Fødehjem,
som løste Lovens Gaade -
men Knæfald Ham, som Loven gav,
som risted hver en Runestav,
hans Børn fik Magt at raade!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
