Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Georg Brandes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
de to Parter, som der ikke kan bygges Bro over: »Der
er ikke alene en ydre, men ogsaa en indre Verden af
Kjendsgjerninger, der er Samvittighedens, Bønnens, det
hele Troeslivs Verden. Den kjender ej Samvittighedens
Verden, der ej har lyttet til Samvittighedens Røst;
den kjender ej Bønnens Verden, der ej har faret ud
paa dens Dyb og har levet med den i gode og onde
Dage.«
Til Imødegaaelse af sine Kritikere udgav Brandes
Antikritiken »Forklaring og Forsvar« (1872). Han
bliver let færdig med en anonym og lidet betydelig
Anmelder i »Dagbladet«, vender sig derfra med
overlegen Haan mod sin hadske, men ret impotente
Angriber i »Fædrelandet« (Rud. Schmidt) og hilser
saa med sænket Kaarde sin værdige eller højærværdige
Kritiker 44, inden han skrider til at imødegaa hans
Argumenter. Af større Interesse end Striden om de
enkelte Punkter er det, at Brandes med Styrke
tilbageviser den af hans Modstandere udbredte
Vildfarelse, at Fritænkeri er identisk med Atheisme,
og at han, ikke uden Pathos, henviser til de Kriser,
hans personlige Udvikling har maattet gjennemgaa for
at naa frem til det Punkt, hvor den nu er kommen til
Ro. »Hvormange Beskyldninger for Overfladiskhed og
for Ubekjendtskab med Sjælelivets Alvor man end retter
mod mig, saa veed jeg dog med mig selv, at jeg har
gjennemgaaet alle hine Brydninger, om hvilke man
fortæller mig at de gives, og at jeg Skridt for Skridt
har kæmpet mig frem eller rettere af mine Tankers
nødvendige Udvikling er bleven ført frem til det
Standpunkt, hvorpaa jeg nu staaer . . . Man troer, at
jeg Intet har følt, at jeg ikke kjender Smerten ved
Bruddet med det Overleverede. Man troer det, fordi det
er min Natur imod at give mine Følelser til Pris for
Offentligheden. Hvad jeg undgaaer mest af Alt, er
Salvelse.« Og med ikke mindre Pathos udslynger han
til Slutning Kronidens tilintetgjørende Lynstraale
mod Undermaalernes Dværge-Æt: »Man behandler mig,
som om de Ideer, af hvilke jeg er inspireret og
som jeg udtaler, vare Opspind af mig. Disse Ideer
ere det intelligente Europas. Er man skyldig, ifald
man har dem, saa er Skylden ikke min, men den
europæiske Videnskabeligheds. Eller rettere: ere
Mændene af den yngre Generation skyldige, naar de
nære disse Overbevisninger, saa ligger den sande
Skyld hos Mændene af den ældre Generation. Hvorfor
opdrog I os ikke bedre? Kunne hine Ideer gjendrives,
hvi gjendrev I dem da ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
