Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Holger Drachmann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Nuvel, en Indsø er en Tumleplads,
hvor man kan øve sig, mer end til Stads,
hvor Prinser lære kan Navigationen.
En Dag er Prinsens Hoved dækt med Kronen,
og Herrens Haand er Styrmand i hans Strid;
Flagdugen vajer; Røgen bølger hid;
den aabner sig: der staaer en Orlogskonge
og støtter ved Trefoldigheds-Kanonen!
Esrom-Digtet vakte stor Opmærksomhed, ikke mindst
blandt Digterens nye Venner; de maatte næsten
føle deres Anerkjendelse som medansvarlig for den
psykologiske Forvildelse eller næsten pathologiske
Uregelmæssighed, som Digtets Højhedsfornemmelse
aabenbarede. Ordførerskabet for den saa pathetisk
anraabte Sø paatog Vilh. Bergsøe sig i et »Svar
fra Esrom Sø til Holger Drachmann«. Det hedder i
dette Digt paa Søens Vegne:
Tilgiv, jeg smiler, kjære, unge Ven,
og lader dine Rythmer vugges hen
paa mine nys fra Isen løste Vover.
Skjøndt Du en Winther har til Jorden stedt
og »stolt i Adelskaaben« selv Dig klædt,
tilgiv! Jeg imponeres ej derover.
Jeg er for klar, for kølig og for dansk,
jeg hader Blæst, især naar den er fransk,
og jeg gjør aldrig for mig selv Reklame.
Jeg fordrer Sandhed i det mindste Digt,
jeg kræver Alvor som en hellig Pligt
saavel herhjemme som - fra Notre-Dame.
Men er Du ogsaa rigtig sund og sand?
Har ikke »Heldet« sløret din Forstand,
saa Du har glemt dets Forhold til Tendensen?
Kort sagt, jeg synes, at dit Esrom-Brev,
saavel i Længden som i hvad Du skrev,
gaaer ganske usædvanlig »over Grænsen«.
Næsten samtidig med Offentliggjøreisen af Esrom-
Digtet havde Kaalund skrevet »En aaben Hilsen til
Holger Drachmann«; det var som han af Sangene ved
Havet kunde forudføle, hvorlangt Selvforherligelsen
vilde kunne føre Digteren. Kaalund skildrer i
udmærkede Vers, hvorledes han selv har seet en ny
Tid imøde, men han maalte taalmodig og agtpaagivende
Fremskridtet Tomme for Tomme »og ventede, til
Fremtidsprofeterne heldte Spyttet ud af Trompeterne«.
Da lød med Et den unge Digters frejdige Røst:
Der var Noget i den, som mig næsten beruste,
jeg fornam et Pust fra den anede Kyst!
Den syntes ej løjet - den lød ikke lavet -
den smagte af Havet!
Den tog mig fangen - den rev mig hen!
Men - nu er jeg atter mig selv igjen!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
