Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Holger Drachmann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
dens rythmiske Udformning. Fint og lødigt viser
denne Kunst sit Værd i Digte som »Ved Smeltehytten«,
»Den store Serenade i Venezia«, »Foraars-Symfoni«;
i Slutningsdigtet »Efteraar« forekommer, varieret
i fem Strofer ligesom for at give Forsikringen
femdobbelt Vægt, Refrainet »Du veed, jeg er stærk«,
og Forventningen om, at man om femhundred Aar
(! Shakspeares Ry er endnu kun trehundred Aar
gammelt!) vil skrive et Værk om Digteren og »tage hans
Liv i de store Træk« - saa vil »Brødrene« nok synge
Amen. »Akvareller undervejs« og »Døgnets Psalmer«
hedder Bogens sidste Afsnit; det ene har endda flere
Underafdelinger. En af dem hedder Sange til »en
Søster« og synes nærmest at have et privat Opgjør
til Maal, skjøndt Skylden for antydede Lidelser,
Skuffelser og Tab ofte skrives paa mere offentlig
Regning. Noget klart Facit er det vanskeligt at
komme til, men der er megen Klynken og Klagen i
dette Afsnit som i det næste »Af Rejsepostillen«. Her
findes desuden (Digtet Nr. 3 »Hun var for ringe til at
fatte«) en Utilbørlighed, der er en i »Adelskaaben«
svøbt Digter lidet værdig, og overfor hvilken -
som overfor adskillig af den øvrige Lamenteren - man
føler Lyst til at tilraabe Digteren hans egne Ord:
Fordi man strander med en Pæreskude,
man skal ej raabe op: Til Hjælp, Gevalt!
Med »Nye Sange ved Havet« (Sommeren 1879) slutter
endelig denne volumineuse Digtsamling; her svulmer
Digterens Selvfølelse heldigvis paany, og han lægger
ud igjen med fuld Kraft. Pragtfuldt skildrer han
Havet i Linier som disse:
Du travende Hest med din flagrende Manke,
Du vældige Kjedel, som Stormhamre banke,
Du bølgende Mark, som af Bygerne mejes,
Du vippende Vægt, hvor Fregatskibe vejes.
Vær hilset, Du Hav, med din gudfødte Styrke,
vær hilset, Du Gud, som de Modige dyrke,
vær hilset, Du Brudgom til smægtende Strande,
Du Ophav til Øer, til Næs og til Lande.
Han beder Havet om dets dybe Ro, dets stærke Had,
han overgiver til dets Behandling de Rifpirater,
som have kastet Stinkpotter efter ham og kaldt hans
Digtning for Døgnværk - »disse Sinker!« han drømmer
sig til Gjæst hos selve Neptun, der tager imod ham
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
