Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kaalund og Schandorph
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og undres da dobbelt over den mærkelige »Friskhed« i
Digternes Syn - »de er alle blevne pludselig saa sunde!«
De snakke, som om Verden var bleven til igaar,
som om Ingen før de havde kjendt den
og prøvet dens Kampe og undersøgt dens Saar
- det er dem, som har vejet og vendt den!
Virkeligheden er vort nye Ideal!
Vi Digtere maa ikke have anden Moral
end den, som der ligger os i Blodet
- især naar det stiger os til Ho’det . . .
Virkeligheden, som saa skammeligt før
stod i Strid med Ideerne og Drømmene,
og som Faa kun forstod at tage med Humeur,
naar de rigtig saae den efter i Sømmene,
den serveres nu i Kunsten: vi skal sluge den raa,
der er virkelig dem, som forsøger derpaa -
naa! - det er nu deres Fornøjelse,
de maa have en vidunderlig Fordøjelse! . ..
Valget af Stoffet gjør Ingen til Poet,
men Livssynet - Pulsslaget - Tonen -
hvordan han har hørt - hvordan han har seet -
og bag Ordene: Mennesket, Personen!
Er selv han i Stykker, men fiffig og fin
vil gjælde for en ægte Kremoneserviolin,
det kjendes dog fra Kvinten indtil Bassen,
at der er noget Braadent ved Kassen!
Og se nu denne Mylr paa vort danske Parnas.
Ingen Djævel kan Tilløbet stoppe!
Mine Damer og Herrer - bevares! Tag Plads!
Men vælt blot ikke Tronerne deroppe!
- Vort Land ligger saaret, i Folket er Kiv,
dog aldrig har her været et saa digterisk Liv.
Men hvordan staaer det til med Poesien?
Jeg er bange, »der gaaer Levende i’en«.
Det hagler med Noveller, det fyger med Vers.
Hvordan skal denne Herlighed ende!
Du forbarmende Gud, hvilken broget Kommers!
Hvor er Gratierne og Muserne henne?
Sproget er fordigtet - nu slaaer de det plat,
bytter det i Skillemønt og sliber det glat.
Men Guldet, som ej Rust kan fortære,
det ægte - det skal de lade være! . . .
Deres nye Renaissance, deres svulmende Kraft,
deres Sands for det utilslørte Nøgne,
disse vintermodne Druer, som sprænges af Saft,
og alle disse livskaade Øjne -
hvor har de det fra? har vor Tid skiftet Ham?
Mig smager det forcert - af et lavet Program
efter Kraften, vi forlængst har beundret
i Shakspears og Rubens’ Aarhundred . . .
Det er Troen, der savnes i Kunst som i Liv !
Men Savnet - det minder - det maner!
Det lyder nu som Suk gjennem visnede Siv,
som Sangen af døende Svaner.
Men Stjernerne funkle jo deroppe som før,
og seer jeg dem straale, faaer jeg atter Humeur
og tænker: Maaske er Idealerne
kun flygtet for en Tidsfrist - som Svalerne.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
