Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kaalund og Schandorph
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Denne Digternes Trampen med Vandstøvler paa,
denne vældige Trumfen i Bordet med Knoerne,
hvorved nu man hævder sin stærke Person -
- Du siger: »for at drille blot den fine Portion« -
synes mig at smage af lidt Affektation.
- Jeg beundrer ej Afmagtsheroerne!
»Skal Digteren da kvidre som en Stillids i Bur?«
Ak nej! Du kjender mit, Du har jo seet dets Mur.
Bag dets smedede Gitter
ligger der en mærkelig Verden paa Lur.
Jeg kan ogsaa tale med om Menneskenatur,
om »Ordens«- og - Uordensbanditter.
Denne stille Henvisning til et Aar for Aar fortsat,
Dag for Dag jevnt - »paa det Jevne« - fremskridende
Arbejde med den ganske simple og sikre og sørgelige
Realitet indenfor Vridsløselille-Fængslets Mure vejer
adskilligt mere i Vægskaalen, hvad ægte Samfunds-
Psykologi angaaer, end de unge Skribenters litterairt
konstruerede Realitet eller Realisme. Denne Gjerning
har givet Kaalund hans store og kjærlige Overblik.
Mere end de Fleste har han - ikke blot i sin sidste
Stilling som Lærer for Straffefangerne, men i hele sit
foregaaende Liv - været i Kast og Kamp med »Realiteten«,
men bestandig har han seet og følt det Ydre belyst og
bestemt af det Indre. Han hævder ogsaa i dette sit Digt,
at der er to Magter, som begge maa høres: »Verden, den
ydre, og den i vort Sind«.
Den ydre er stærkest, mod den er vi smaa,
den er til uden os - det føle vi Alle;
dog holde vi paa den, som skulde den falde;
det er den, som de Fleste forløfte sig paa!
Nogle bli’er Krøblinge - Andre bli’er trætte -
Peer bli’er Filister og Povel Fantast.
Finde det Rette,
det Standpunkt i Sjælen, hvor Foden staaer fast,
det synes saa simpelt, især for de Lette,
dem, som har Dommen parat i en Hast.
Jeg tilstaaer det ærlig:
jeg har gledet og snublet, mig var Kampen besværlig;
færdig blev jeg aldrig, jeg higer endnu
fremad mod Lyset med brændende Hu,
lige beredt til at vare og vække.
Men aldrig vil jeg trække
for Modens Triumfvogn eller spænde som Du
mig som Stanghest for det, de kalder Fremtidspoesien,
før jeg veed, hvilken Aand der er i’en!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
