Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Carl Ploug
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Interesse pirres han paa eengang op ved at se en
velkjendt gammel Traver føres ind og gjøre sine
Kunster:
Ak ja, der løb den gamle Hest
dernede, strammet op til Fest,
en Levning kun, en falmet Rest -
men Barrierens Borgermænd
med høje Bravo! hilste den;
og hvergang Skillevæggens Brædt,
naar »Parmo« tog forkert et Sæt,
hult gjennem Cirkus dundred’,
Slag-Kraften de beundred’.
De lo, naar Hestens Baghov smed
i Luften Snavset op - de lo
og applaudered’ fyndigt
den Heste-Vittighed.
Dybt greben af dette sørgelige Skue, mindes Betragteren de
svundne Tider, da »Parmo« var en ung og kaad Hest, der slog
bagud og applauderedes af en ung Tilskuerplads, og han
falder i Tanker over Tidernes underlige Omskiftelighed:
Der sad, som sagt, i Tanker,
i dybe Drømme sænket, jeg
og saae paa »Parmos« Skanker
og tænkte paa den lange Vej:
den lange Vej af Aar paa Aar,
Paradehestens Rundt og Rundt -
paa Hesten, som vi selv forstaaer
hvor bovlam den nu traver hen -
og paa de brave Borgermænd,
somstedse applauderer den; -
paa Alt i denne Verden,
som bag ad Dansen gaaer.
Dagen efter - 24. Decbr. - mødte Schandorph frem med
sin Ripost: »Tak for sidst til Hr. Dr. C. Ploug.«
Ogsaa hans polemiske Tankegang gaaer ad hippologiske
Baner; han maner ingen Cirkusforestilling frem, men
et Billede af den gamle Postbefordring ad Landevejene,
og han undres over at hele dette gamle Postyr endnu
kan have nogen Betydning for Nogen:
Den rumler endnu, den gamle Kærre
fra Julirevolutionens Tid;
paa Bukken troner en gammel Herre,
trakterer det bulede Horn med Flid.
I sin Tid, mener Digteren, har Kudskepidsken knaldet
lystigt - med Smeld paa - om Godtfolks Øren, men nu
ere de Dage forbi, og nu er Ingen bange for Tugten
mere. Dog spørger han:
Naar Pidsken ikke os ramme kan,
hvorfor kan dog ej vi den gamle Mand
i Fred og Ro lade age
de Aar, han kan have tilbage?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
