Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - J. P. Jacobsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
arbejdede paa »Marie Grubbe«; saa skrev han videre
paa den i Thisted og Mbntreux og Rom og atter i
»Fjordbyen«. Den udkom i December 1880. Brandes
anfører (i »Gjbr. Mænd«) en Samtaleytring af Jacobsen:
at han »havde Lyst til at skrive en Bog om daarlige
Fritænkere - med Marie Grubbe bliver det dog det
bare Perlestikkeri.« Paa Spørgsmaalet om, hvad han
mente med daarlige Fritænkere, forklarede Jacobsen,
at han derved tænkte paa dem, »som ikke kan holde ud
at leve uden nu og da at indgive Ansøgninger om højere
Assistance. Dette Allerførste, at folde Hænderne og
se i Vejret - det er det Hele, deri ligger eller
deraf følger alt det Andet, den hele Theologi, og
det er dette, som de, naar det kniber, ikke kan lade
være med.« Forresten skulde Fortællingen handle om
»den Generation, der var saa gammel, som vi nu er,
dengang vi blev født - De er med? jeg udtrykker mig
klart, ikke sandt?« Løsningen af denne Regneopgave
giver til Facit, at Jacobsen havde sat sig til
Hensigt, indenfor den nærmere Opgave, at skildre
dansk Samfundsliv saadan omtrent i Fyrrerne og
Halvtredserne. Begge disse Programpunkter ere dog
blevne fravegne under Udarbejdelsen af Bogen. Det
svigtende Fritænkeri er ikke blevet dens Hovedemne;
først henimod Slutningen kommer denne Tanke til
Gjennembrud, og Fænomenet fremstilles endog i
skjøn Objektivitet, ikke som Gjenstand for vred
Polemik. Og hvad Tidsfarven angaaer, er den holdt
meget vagt; hvor den fremtræder med nogen sikrere
Farve, minder den mest om Forfatterens egen Samtid
og dens Bevægelser. Hvorledes skal man kunne undgaa
at se J.P. Jacobsen og hans Kampfæller bag Niels
Lyhne i hans lykkelige Tid, da han følte sig i Pagt
med »Udviklingens mægtige Svingkraft«, der fører hen
over de døde Punkter?
»Mens han saaledes bares frem af nye Kræfter og nye
Tanker til større Modenhed og videre Syn, saa blev han
ogsaa mere ene, idet den ene af hans Omgangsvenner
og Partifæller gled bagud efter den anden og blev
borte, efterhaanden som han ikke længer kunde bevare
Interessen for dem, fordi det Dag for Dag blev ham
vanskeligere at se nogen synderlig Forskjel paa disse
Oppositionens Mænd og paa den Majoritet, de opponerede
imod. Det gik Altsammen i Et for ham til een stor,
fjendtlig Masse af Kjedsommelighed. Hvad var det,
de skrev, naar de sang op til Angreb? Pessimistiske
Digte om at Hundene vare mere trofaste end Menneskene,
og Tugthusfangerne tidt ærligere end de, der gik
frit omkring, veltalende Oder om den grønne Skov og
den brune Hedes Fortrin fremfor de støvede Byer,
Fortællinger om Bondedyd og Rigmandslast, om Naturens
Blod og Civilisationens Blegsot,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
