Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - J. P. Jacobsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Komedier om Alderdommens Uforstand og Ungdommens højere
Ret. Hvor de var nøjsomme naar de skrev! Saa var de
dog bedre, naar de talte indenfor fire sikre Vægge.«
Overhovedet er »Niels Lyhne« en personlig Bog, trods
det at Forfatteren holder Fortællingen i fornem
Afstand fra sig; han taler ikke med selv, blander
ikke sit eget Raisonnement ind i Begivenhedernes
Gang, men som i ethvert Værk, der er strømmet ud af
et stærkt, om end i Stilhed bevæget Indre, kan man
mellem Linierne lære Udspringet at kjende. Et Stykke
Selverkjendelse og Selvbekjendelse er saaledes nedlagt
i følgende Linier om et Tidsrum i Niels Lyhnes Liv:
»Han er stadig i sine Studier, men de er mere planløse,
og Tanken om at blive færdig til at træde frem og tage
fat har kun et usikkert, flakkende Liv. Han lever meget
mellem Folk, men han lever ikke med dem, de interesserer
ham nok, men han bryder sig ikke det Mindste om, at de
skal have nogen Interesse for ham, og svagere og svagere,
mærker han, bliver den Magt i ham, som skulde drevet ham
frem til at gjøre Sit, med de Andre eller imod dem. Han
kan vente, siger han, selv om han skal vente, til det
bliver for silde. Den, som troer, haver ingen Hast, det
er hans Undskyldning. For han har Tro nok, føler han,
naar han endelig skal gaa til Bunds i sig selv, Tro nok
til at flytte Bjerge, men han kan ikke overkomme at faae
Ryggen sat til. Engang imellem vælder det op i ham med
Trang til at skabe, med Længsel efter at se en Part af
sig selv gjort fri i et Arbejde af hans, og i hele Dage
kan hans Væsen være spændt af glade, titaniske
Anstrengelser med at age Leret sammen til hans Adam; men
han faaer ham aldrig dannet til i sit Billeds Lignelse;
den Selvkoncentrering, som dertil udfordres, har han
ikke Udholdenhed nok til at holde vedlige. Han er Uger
om at opgive Arbejdet, men han opgiver det dog, og
spørger irritabel sig selv, hvorfor han skulde blive ved:
hvad har han mere at vinde? han har nydt Undfangelsens
Lykke, Opfostringens Møde er tilbage, at hæge, nære og
bære det fuldt - hvorfor? for hvem? han er ingen Pelikan,
siger han . . . .«
»Niels Lyhne« er paa mange Punkter eller maaske snarere
i sin hele Stemning en dødsmærket Mands Opgjør med
Verden. Deraf dens pindariske Højhed i Følelsen og dens
Udtryk. Den er baaret af en Aand, der som en Svane med
brede, langsomme Vingeslag hæver sig opad - opad,
indtil den forsvinder for Øjet. En vemodig Bog, et
stilfærdigt Farvel til Livet og al dets Skjønhed, en
taus Gliden ned ad Flodens skyggedækkede Vande mod dens
Munding, mod »Døden, den vanskelige Død« - de Ord,
hvormed Fortællingen ender. Niels Lyhnes Atheisme
knækkes ikke, men den blødgjøres og bøjer sig i de
alvorlige Timer helt ned mod Troen, enten i
Kjærlighed, som da han henter Præsten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
