Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - J. P. Jacobsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
til sin Hustru i hendes Dødsstund, eller i fortvivlet
Underkastelse, som da han ved sin lille Søns Dødsleje
beder til Gud om Skaansel. Selv vil han »dø staaende«
og afviser den Præstehjælp, som hans Ven og Læge,
den modne Fritænker Hjerrild, tilbyder ham i hans
sidste Time:
>Et Ord i Alvor, Lyhne,« sagde Hjerrild, »vil De
se en Præst?«
»Jeg har ikke mer med Præster at gjøre end De,«
hviskede Niels forbitret.
»Der er ikke Tale om mig, jeg lever og er rask, lig
ikke og pin Dem med Deres Anskuelser, Folk, der skal
dø, har ingen Anskuelser, og det er ogsaa lige meget
med dem, de har, Anskuelser er kun til at leve paa;
i Livet der gjør de deres Nytte. Kan det hjælpe et
eneste Menneske, at de døer i een Anskuelse eller en
anden? Tro De mig, vi har jo allesammen lyse, bløde
Minder fra vor Barndom, jeg har seet saamange Snese
dø, det trøster altid at faae de Minder frem. Lad
os være ærlige, vi kan være, hvad vi kalde det,
vi kan dog aldrig faae den Gud helt ud af Himlen,
vor Hjerne har for mange Gange tænkt sig ham deroppe,
det er ringet ind i den og det er sunget ind i den,
fra vi var ganske smaa.«
Niels nikkede.
Hjerrild bøjede sig ned mod ham for at høre, om han
vilde sige Noget.
»De mener det godt,« hviskede Niels, »men,« og han
rystede bestemt paa Hovedet.
- - - - - - - - - -
Hjerrild gik; da han kom ind paa sin Stue, stod han
længe ved Vinduet og saae op imod Stjernerne. »Dersom
jeg var Gud,« mumlede han, og i Tankerne fortsatte
han, »vilde jeg da langt hellere gjøre Den salig,
der ikke omvender sig paa det Sidste.«
Dette er oplevet, gjennemlevet, med den nære Udgang
for Øje. Det har noget mere Vægt end den selvsikre
Efterplapring af Fritænkeriets Dogmer, som saa ofte
kom tilorde i »Gjennembrudstiden.«
1882 udkom et Bind Noveller, tildels tidligere trykte
(»Mogens«, »Et Skud i Taagen«). Vil man have slaaende
Paradigmer paa Jacobsens Stil i dens Fuldkommenhed
som i dens Udartning, er denne lille Samling
tilstrækkelig. Her findes den nobleste, mandigst
beherskede Prosa som i Fortællingen »Fru Fønns«
med det uforlignelig gribende Slutningsindtryk af
Moderens stille, faste, følelsesmættede Afskedsbrev
til Børnene, og her findes det vilde, næsten kaotiske
Sprog- og Farvekarneval med den affekterte Titel:
»Der burde have været Roser« - en Stil, som parodierer
sig selv, og som G. Brandes til Overflod har gjort til
Gjenstand for den morsomme Parodi i »Gjbr. Mænd«, hvor
han omtaler »Niels Lyhne«: »O Du snart rosengyldne,
snart dybtgyldne, snart
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
