Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Karl Adolph Gjellerup
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Stykke: »Jeg skal ægte hin Kvinde, ikke tiltrods for
at jeg elsker en Anden - elsker et Andet - - nej -
djævelske Logik fra en Engels Læber! - fordi jeg elsker
en Anden . . . Har nogensinde en saadan Tanke stirret
en Menneske-Forstand ubegribelig imøde og truet den med
Vanvid?« Eller Oskars Monolog i det andet Stykke:
»Hvor er Du, Wuthhorn? mit Øje finder Dig ikke længere
i Rummet, kun Himlens Stjerne-Mangel røber din uhyre
Skygge; men det er mig, som var din Aand mig nærmere,
ganske nær - som var den faret i mig selv: din Tindes
ragende Trods, dine Afgrundes rugende Rædsel, din
Klippehaardhed, din Iskulde, hele din Jette-Natur
føler jeg i mig. Og jeg frygter Dig ikke! Vil Du have
mit Blod til at risle i dine blaa Gletscheraarer,
mit Kjød til at mætte dine Ørne, mine Knogler til
at bleges paa din Snemark - - begjærer Du min Aande,
at den kan kredse i din Hvirvel som en fangen Komet,
ønsker dine Ekkonymfer mit Dødsskrig for legende
at kaste det til hinanden som en Bold - - Tag
mig! . . . Eller tag ham! ryst dette Samfundskryb,
dette naturløse Menneske-Utøj i Vrede af Dig! Giv ham
i min Vold! Lad dine Stene rulle under hans Fødder,
gjør din Is som Diamant mod hans Øjne, send dine
Stejldybs ræddelige Svimmel-Skjønhed op imod ham,
lad den stirre gjennem hans lukkede Øjenlaag, til
han synker i dens vigende Favn! - Hør mig, i dens
Vold befaler jeg os begge.«
»Torden af en nær Gletscher-Lavine« akkompagnerer
Monologens Slutningsord. Paa Scenen maa det jo
naturligvis blive Theatertorden, og det synes
overhovedet - for danske Øren - at der er mere
Theaterpathos end ægte Følelse i saa højstemt en
Diktion som denne. Men forøvrigt maa det tilføjes,
at begge de hvert paa sin Vis interessante Skuespil
ved deres Opførelse (paa Dagmartheatret) have viist
sig i Besiddelse af megen scenisk Virkning. Helt
udenfor Gjellerups Evner ligger derimod det
rimede Konversationsstykkes lette, legende Kunst;
Femaktskomedien »Gift og Modgift (1898) vidner herom,
ikke mindst ved sin ufuldkomne Versifikation.
Et mærkeligt Arbejde er Romanen »Møllen«, udkommen
1896. Hvor vidtforskjellig den i Evne og Aand end
er fra den foregaaende store Roman »Minna«, er dens
Fortællekunst ikke ringere end hins, ja betegner
vel endog ved sine strengere Linier og ensartet
rolige Holdning endnu et Skridt opad. Selve den
Bredde, hvormed den jevnt fremadskridende og i sine
Hovedtræk ingenlunde usædvanlige Handling er fortalt,
stemmer her paa en understøttende Maade overens med
de optrædende Personers Karakter og de skildrede
Forholds Natur. Man haster ikke igjennem
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
