Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Herman Bang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Fænomenerne rigtig sete og Dommen over dem - især hvor
den rammer Periodens energiløse, enerverede Ungdom
- træffende nok. Midtpladsen i Billedet indtager
det store Varieté-, Hotel- og Theaterkomplex, som
svindledes frem ligeoverfor Jernbaneterrainet, og at
det atter her er Theatret, som bliver det centrale
Punkt, er ikke Andet, end hvad der kunde ventes hos
Herman Bang. Hans Hovedfigur, Journalisten Herluf
Berg (man bemærke Navnets Begyndelsesbogstaver og
Bogstavantal) realiserer de bangske Drømmes evige
Længsel: at blive Theaterdirekteur, men det Hele
ender jo meget trist for ham som for de Andre. Et
Indskud om Heltens Barndom fører os atter tilbage til
de tidligere fortalte Minder om Opbruddet fra Als,
om Krigen 64 og om Forfatterens Slægt. Ud af dette
Intermezzo har Bang taget nogle enkelte Figurer
og behandlet deres indbyrdes Forhold i sin følgende
Bog, Fortællingen »Tine« (1889). Den hører til det
Bedste og Naturligste, han har skrevet, hvorvel
Hensigtsmæssigheden af Fortælleformen kan omtvistes.
Forfatteren udvikler i et Forord sin ejendommelige
Theori desangaaende. Man kan ikke, siger han, skildre
den Skole, hvori Degnedatteren Tine boer, naar man
river den ud af dens Naboskab. »Naboernes Stemmer
trænger ind ad dens Vinduer, gjennem dens Døre. Deres
Liv blander sig med Skolens Liv. Som en Sten, der
kastes i Vand, sender Skolens Skjæbner Dønninger frem
over Pladsen baade til Kroen og til Smedien, og deres
Begivenheder atter Dønninger tilbage, saa for at
forstaa Skolens Liv maa Kroens og Smediens vel med.
Selv derude over Markerne, hvor Horizonten lukker sig,
selv der maa vi vide, at Livet fortsættes og at der
leves - en rullende Vogn, en Hund, der gjøer, en Sang,
der høres fjernt, maa fortælle det og minde os derom.
Vi maa, for at denne Skole kan illudere som Liv, føle
Egnen, hvor den ligger: vi maa befolke Øen Als. Har
Skolens Korsvej ikke Vejfarende - kjører ikke de
hundrede Vogne den forbi til hundrede Hjem og hundrede
Liv? Nu vel - vi maa føle disse Vejfarende. Deres
Kommen, Gaaen, Spørgsmaal, Hilsner, Svar, - ogsaa de
er Del af Skolens Tilværelse og maa med« o. s. v.
Som man seer, en ret vidtløftig Fortællemaade, der
nødvendiggjør - i »Tine« som i »Stuk« - en overstadig
Trængsel af Personer, saa at Læseren har ondt ved at
huske det Ene for det Andet. Som en Fonograf optager
Forfatteren i sig enhver Bilyd og Mislyd, der
tilfældigt omgiver Hovedstemmen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
