Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Henrik Pontoppidan
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
til helt andre Omraader - ned mod Almuelagene, som han
kom i Berøring med, da han blev Lærer i Naturfag og
Landmaaling ved sin Broders Højskole i Hjørlunde ved
Frederiksborg. Senere flyttede han til Østby i Horns
Herred, hvor hans Hustru havde hjemme, derfra efter et
Par Aars Forløb til Havreholm ved Hornbæk. Med Hensyn
til Domicil er Pontoppidan overhovedet noget af en
Vagant; han har rejst endel i Udlandet - Tydskland,
Schweiz, Tyrol, Italien, Sverige - og hjemme flytter
han hyppigt fra Sted til Sted, fra Hovedstaden til
Landet og tilbage igjen. Kun de hjemlige Forhold har
han behandlet i sine Skrifter. Han kan ikke fare hen
over sit Stof med Jernbanefart og er derfor ingen
Rejsebeskriver; han maa kjende det af lang Erfaring
og studere det i Dybden; deraf hans Paalidelighed
som Fremstiller af Almuelivet.
Pontoppidans første trykte Arbejde var Bondehistorien
»Et Endeligt«, offentliggjort i »Ude og Hjemme« 1881 -
en vemodig lille Skildring af et fattigt, men hyggeligt
og lykkeligt Hjems Opløsning ved den alderstegne
Husfaders Død, Konens Anbringelse i Fattighuset,
Datterdatterens Afrejse til Kjøbenhavn for at tage
Tjeneste og »Stjernes«, den gamle udslidte Hests
Auktionsoverdragelse til Hesteslagteren - Alt fortalt
paa en jevn, stilfærdig Maade, der sanddru rammer
Billedets triste Farvetone. Et Par Aar ældre end denne
Skizze var dog den senere trykte større Fortælling
»Kirkeskuden«. Her møde vi den første af de
Præsteskikkelser, som danne et helt Konvent i
Pontoppidans Bøger: den milde, sagtmodige og
rettænkende, men karaktersvage og i praktiske Forhold
lidet bevandrede Pastor Østrup til Søby og Sorvad. I
hans ufriske barnløse Hjem med den tungsindige, af
den hvasse Svigerinde underkuede Husmoder indlemmes
Fattighusbarnet Ove, Søn af »lange Ane«, som sidder i
Tugthuset, fordi hun har dræbt sin Forfører, Barnets
Fader, den fra vilde Farter hjemvendte »Amerikaner«
Søren. Om Brydningerne mellem Drengens medfødte
Friluftsnatur og den lovbundne Tugt i hans nye Hjem,
ligeledes om Bølgegangen i hans Sjæl mellem Pligt og
Lyst, Hengivenhed og Trods, og om den af hans
Nærværelse skærpede Modsætning mellem Præstefolkene
indbyrdes handler denne Fortælling, der har faaet
sit Navn af et i Søby Kirke ophængt Skib, som Ove
hemmeligt sætter sig i Besiddelse af for at lade det
faae Vand under Kjølen ude paa Havet. Sammen med »Et
Endeligt« og et Par
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
