Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Henrik Pontoppidan
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Marken, at hun tog Vejret fra sine Modstandere. Hun
paaberaabte sig Biblen, ja endog Koranen og Talmud.
Hun citerede berømte Forfattere, refererede Noveller,
juridiske Afhandlinger, lægevidenskabelige
Specialskrifter. Hun kjendte i dette Forhold ingen
Blu, ingen Grænser. Bønderkoner, der kom i Ærinde
til Præstegaarden, lokkede hun ind i sin Stue og
underkastede dem et formeligt Forhør. Hun opsøgte
ethvert Sted, hvor en Kone var bleven forurettet,
en Pige forført. Hun søgte at hidse dem til Opstand,
at rejse deres Æresfølelse; og inde i Byen havde hun
med sine faa, men trofaste Apostle dannet en Forening
- »den store Krudtsammensværgelse«, som Birkedommeren
kaldte den - til Sagens kraftigste Fremme«.
I samme Fortælling gjør en ung Frue, der i flere
Aar har været borte fra Danmark, en Bemærkning om
det Norskeri, der i Mellemtiden er kommet paa Mode i
visse Kredse. »Det har været mig paafaldende - siger
hun - hvor Alting er bleven norsk herhjemme. Overalt
træffer jeg kun norske Bøger, norske Kunstnere,
norsk Musik . . . selv i Selskabstonen er der kommet
noget underligt . . . hedder det ikke fjeldtungt
eller fjeldtrangt? - jeg veed ikke . . . i alle
Fald Noget, der smager af evig Is og Sne.« Ogsaa for
Latterligheden i den moderne Novellistiks Efterligning
af fransk Detailskildring har Pontoppidan Øje. Han
eftergjør (i »Sandinge Menighed«) med Virtuositet
denne Maneer, idet han giver et Uddrag af »den fine
Stilist Solbergs« sidste Fortælling, en Travesti,
der - hvadenten Gjellerups Aaret iforvejen udkomne
»Germanernes Lærling« har været det direkte Forbillede
eller ej - ligger saa nær op ad den S. 650 anførte
Stilprøve, at de synes som skrevne med samme Pen:
»Ind ad det ene store, imod Gaden vendende Vindue
strømmede det hvide Sommersollys skraat ind og dannede
som en regnbuespillende Støvvæg langt ind i Stuen.
Paa sin Vandring fra de vinrøde foldetunge Gardiners
lysmættede Blonderand sneg det sig i sagte glidende
Spil henover Flygelets blanke Flade, brødes barokt
i det guldflammede Træskjærerarbejde paa en Stol i
Ludvig XVI.s Stil, som stod ved Døren, blegede det i
Kanterne noget slidte cochenillefarvede Fløjlsbetræk
paa en lav fauteuil, lagde en Smule fugtig Glans
over den hvide Porcellainsovn, fremhævede de fine
Guldlinier i det storblommede Tapet, kastede sig
op paa Loftets Gibs, hvis blanke Hvidhed tog en
grønlig Tinte fra en nedrullet Persienne for det
andet Vindu, blinkede i den gyldenkjædede Hængelampe
og de blanke Skilderirammer, spillede paa Bogskabet,
det nipsopfyldte Skrivebord, det store Pillespejl og
de antikt farvede Lervaser i klare Sølvreflexer og
døde tilsidst hen bag det store Chatolskab.«
Idet Pontoppidan saaledes viger af fra Moderetninger
og tager Afstand fra Modemeninger, slaaer han ind
paa de mere stille og afsides Veje paa det landlige
Territorium, hvor han er kjendt Mand.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
