Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Henrik Pontoppidan
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Forfattervæsens Kjendemærke, noget strammende Bittert,
noget blodrensende Skarpt. Den første lille Fortælling
»Knokkelmanden« kan man gjerne kalde rørende - den er
det i dybeste Forstand - men man maa blot ikke med
Ordet forbinde det fjerneste Bibegreb af noget
Sentimentalt. Roligt og behersket fortælles om de to
Boelsfolk Simon og Ane, der efter et Liv i Savn og
Forsagelse og myreflittigt Slid omsider naa, hvad der i
deres nøjsomme Tanker er Lykke og Selvstændighed, for da
næsten i samme Stund at faae Vished om, at den uafvendelige
Død om nogle Maaneder vil bryde dette trofaste Samliv.
Medfølelsen er tilstede paa hvert Punkt af Fortællingen,
men den er stum, betvungen af selve Stoffet og dets knappe
Referat. - I »Naadsensbrød« skildres paa ti smaa Sider den
Landsbybegivenhed, at Stine Bødkers »kommer paa Kassen«,
o: i Fattighuset - og ud fra denne ene Situation falder der
Lys over Hundreder, Tusinder udslidte fattige Menneskers
lysforladte Alderdomsaar. - »Ane-Mette«, den fordrukne
Fiskers halvsløve Enke, der tager sine bedste Klæder paa og
gaaer ud paa Kirkegaarden for at se sin lille Piges Knogler
blive gravede op, da der skal gjøres Plads for Gaardmandens
smaa Kjesten, samler de skjøre Levninger sammen, gjemmer
dem i et Hjørne af Kirkegaardsjorden og opbygges ved Tanken
om, at hendes Fattigbarn paa denne Maade ogsaa ligesom
faaer Del i Præstetalen og Klokkeklangen ved den rige
Begravelse. Væverfamilien (»Et Grundskud«), hvis timelige
Velfærd for en meget væsenlig Del beroer paa, at den paa
det aarlige Kyndelmissemarked indkjøbte Gris ved
Mortensdagstide er voxet til et vægtigt Slagtesvin, og
som derfor nedsænkes i trøstesløs Fortvivlelse, da det et
Aar viser sig, at Familiekjæledæggens tilsyneladende saa
lovende Trivsel skyldes en Pestsyge, der medfører Selvdød:
»Det var saa forfærdeligt, at det løb rundt for Væverens
Tanker. Det var deres hele Velfærd, deres eneste Formue.
Han syntes, det var umuligt, at Vorherre kunde nænne det.
Saa maatte det dog hellere - naar ondt skulde ske - have
været et af Børnene. Men hvad skulde de gribe til, naar
dette gik tabt? Hvoraf skulde de leve? . . .« Det er
Skikkelser og Situationer, som bide sig fast i
Erindringen. Den sidste af Skizzerne, »Vandreren«,
kalder Forfatteren »en Epilog« - og med Rette: den siger
det afsluttende Ord, kaster Blikket tilbage og forklarer
den Aand, hvor-udaf det Hele er skrevet. Vandringsmanden
skrider en Vinterdag
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
