Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Henrik Pontoppidan - Drachmann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Øjeblikkets Digtermode udtrykkelig fordrer et blottet
Adamsæble og en dybt udringet Vest, der tillader
Digterbrystet at svulme frit og mandigt, gjør man
kun en latterlig Figur i tilknappet Diplomatfrakke
og stive Fadermordere. Det er jo ikke alene en Modes
første, men ogsaa dens sidste Offer, der er dens Nar.«
Forordets Tone er dog ikke Fortællingens; denne faaer,
efterhaanden som den skrider frem, en helt romanagtig
Karakter, og kun glimtvis bryder Ironien igjennem,
saaledes i det kostelige Referat af den dramatiske
Eventyrdigtning »Kong Dag og Dronning Nat«; der er
en egen Charme ved at høre den tørre Jyde transponere
det højromantiske Digts Karpe- eller Harpetoner.
1898 begyndte Udgivelsen af Romanen »Lykke-Per«, af
hvilken der er udkommet fire Bind (»hans Ungdom«, han
»finder Skatten«, »hans Kjærlighed«, L.-P. »i det
Fremmede«), medens der bebudes endnu tre eller fire.
Hovedpersonen, Præstesønnen Per Sidenius, synes at
være ment som et Exemplar af the coming race, der
endnu er ifærd med at vikle sig ud af Slægtarvens
og de gamle Samfundsbaands Puppehylster. Men her maa
man have Lov til at sige, som der staaer i »Peder
Paars« (der ligeledes udgaves heftevis): »vi venter
paa mer Oplysning og paa flere Dokumenter.«
Drachmanns (S. 564-89) Produktion i Firserne var
frodig, mangfoldig og - hvad det næsten er overflødigt
at tilføje - af meget forskjellig Lødighed; ikke altid
har han Taalmodighed nok til at lade Ideen udfolde hele
sit Indhold og samtidig begrænse denne Udfoldelse
kunstnerisk, og han er derfor vedvarende større
Digter i det Punktuelle end i Beherskelsen af den
større Helhed. Manglen paa kunstnerisk Enhed spores
saaledes i hans første Digtning fra 1880, Eventyrdigtet
»Østen for Sol og Vesten for Maane«, men Enkeltheder i
det høre til det Sublimeste, Drachmann nogensinde har
digtet. Emnet er den gamle Fabel, som fra Apuleius’
»Amor og Psyche« skyder frem i germansk Folkedigtning
og tager Farve efter de forandrede Naturomgivelser. Det
er behandlet i otte Sange - vexlende Versemaal,
skiftende Tone: snart fortroligt fortællende paa
Eventyrets naive Vis, snart plastisk formende en kjæk
Situation, snart med dybe Farver gjengivende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>