Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Drachmann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
delt i to« - men Forventningen om, at »det voxer vel
sammen med Tiden« synes stadig at være langt fra sin
Opfyldelse. Esther, som har givet Digtningen Navn,
hører hjemme i den gamle Stad paa Havsens Bund; fra
denne anelsesfulde, drømmerige Verden hæver hun sig
op og trolover sig med Kunstneren, Idealets
Forbindelse med Livet, men svinder atter hen i
Taagen, naar han svigter hende. I den videre
Udførelse af dette Forhold er der noget Vilkaarligt
og Uklart, men et Symbol skal jo ejheller frembyde
Allegoriens strengt kongruente Linier, det skal
mere vække Stemning i modtagelige Sind, som selv
digte videre. Og stem-ningsvækkende er »Esther« i
rigt Maal baade ved sin varme, dybtfarvede Lyrik,
ved Farten i Gotfred Springforbis Viser og ved
Lunet i Skildringen af Borgerfolkets Færd og Tale.
1889 fremkom en lille Novellesamling »Kunstnere«, det
dramatiske Digt »Tusind og een Nat« og Digtsamlingen
»Sangenes Bog«. I Indledningsdigtet hedder det om
disse friske Sange,
som nu blandt Folk skal gaa -
o Gud, hvad har de mig kostet,
og hvor de har gjort mig graa.
Det er altsaa forbi med den harmoniske Ligevægt fra de
»dybe Strenge« for fem Aar siden og med Familie-Idyllen
i Kärnten. Slutningsrepliken i »Tyrkisk Rococo« kan
maaske give et Vink; den unge Ali har i nogen Tid levet
Asketens Liv og under alvorlige Studier vendt sig bort
fra Kjødets Lyst og Verdens Forfængelighed, men besejres
dog tilsidst af sin Kjærlighed til den skjønne Glædespige
Scheitan og styrter sig i Bosporus med hende, medens
Mollahen udtaler Dommen over ham: »Han var ej moden for
Profetens Værk.« Ogsaa i Digtsamlingen er der et Afsnit
med østerlandsk Kolorit: »Digte fra Levanten« - om ikke
just den geografisk bestemte Landstrækning, saa dog et
»forjættet Østerland«, hvor der er »Farver og Friluft og
stærke Følelsers Ild« og hvor Digteren kan yde sin Suleima
Hyldest og Tilbedelse. Først fra det Øjeblik han har seet
hende, føler han sig i Sandhed som Digter og Menneske -
en ny Gjenfødelse; hun »sletter hans Ungdoms-Regnskab ud«,
hun skjænker ham den fuldkomne Lykke, og han besynger
hende tilGjengjæld som sin nye Muse.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
