Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Drachmann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Gud signe dem og deres Sange smaa - nu vil vi sammen til
vort Dagværk gaa, før Høsten gulner Træets sidste Blade!
Aaret 1898 bragte under Fællestitlen »Kors og Kaarde«
to mindre Skuespil »Mellem Trosfæller« og »Naar
Klostermuren brydes« og 1899 Dramaet »Gurre«.
Fortællingen »Kitzwalde, en lille munter Ridderroman«
var - 1895 - den eneste Afbrydelse af denne ret
omfattende dramatiske Produktion.
Der gaaer gjennem disse Digtninger en Grundtone,
som faaer stærkere og stærkere Lyd, alt som Rækken
skrider frem: en Tveklang af Klage og Trods - Klage
over det onde Samfund, der paa en eller anden ikke
nærmere betegnet Maade træder i Vejen for Digterens
uhindrede Nydelse af hans Kjærlighedslykke, og den
landsknægtagtig trodsige Hævden af Individualitetens
Ret overfor Almenheden. Med størst Klynken i Klagen
og Voldsomhed i Trodsen kommer denne Sindsstemning
tilorde i »Den hellige Den hellige Ild«, udgiven 1899.
Denne Begrædelsernes Bog, stærkt bevægede lyriske
Improvisationer i Prosa og Vers, er først og fremmest
en Forherligelsens Hymne til Ære for Edith, til
»Velsignelse af hendes Navn, af den stille Verden,
hun har skabt, af det Værk, hun har frembragt« -
Edith und kein Ende; dernæst en Selvforgudelsens Pæan
om egen Storhed og Sjælsadel og endelig en
archilochisk Nidsang om det forsumpede Fædreland og
det dødsdømte Folk, der mangler Evne til at følge
Digterens Flugt. Ligesaa lidt som Drachmann her har
forstaaet at beregne den Grad af Interesse, han kunde
paakalde hos Publikum for sine private Forhold,
ligesaa lidt har han været istand til at se sin
Optræden som Samfunds-Tugtemester i det rette Lys.
Han aner i sin lyriske Stemning ikke, hvor langt han
er fra en Savonarolas eller en Søren Kierkegaards
uantastelige Position, og trods et og andet virkeligt
Centrumsskud, flyve de fleste af hans Indignations
Pile forbi Skiven. Som den store Lyriker han er -
ubestridt den største i vor Tids danske Litteratur -
har han altid manglet en Egenskab, der ganske vist
kun sjeldent forenes med et grundlyrisk Temperament,
men som vi Danske have en ret prisværdig national og
naturlig Forkjærlighed for: den korrigerende Selvironi.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
