Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Georg Brandes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ædder og Forgift. Du veed det, den Tid vil komme,
da Du igjen faaer et Lanseskaft fat. Dræb da Dragen,
stød Jernet i dens Hjerte og knus Knoglerne i den,
saa den aldrig sluger Jomfruer og aldrig myrder
Ynglinger mere!
Georg Brandes var nu naaet til det Tidspunkt i
Livsudviklingen, da en celeber dansk Mand ikke kan
undgaa den obligate Hyldest fra paaskjønnende
Medborgeres Side: offentlig Zweckessen med dertil
hørende Taler, Sange og Fakler. Hans litteraire
Parti havde ofte nok spottet den nationale Form
for hensigtsmæssig Sammenspisning — selv havde
det ikke nægtet sig noget i Retning af indbyrdes
konvivial Bestyrkelse i intimere Stil, og med de
større officielle Former havde Øvelsen i Aarenes
Løb ogsaa gjort det fortroligt. Det var altsaa at
forudse, at Tidens Fylde maatte komme. I Foraaret
1891 var der til Regering og Rigsdag indgaaet et
af mange Videnskabsmænd, Forfattere og Kunstnere
underskrevet Andragende om, at Staten vilde tilbyde
Brandes en livsvarig Dotation af 3000 Kr. Det
drøftedes i Folkethingets Finansudvalg, og syv af
dets Medlemmer (Berg, Hørup, Busk, Rasm. Clausen
o. fl.) indsatte det paa Finansloven som Forslag
til en fast Understøttelse med et noget reduceret
Beløb. Ved Folkethingets tredie Behandling af
Budgettet vedtoges dette Mindretalsforslag med
52 Stemmer mod 25, men Landsthinget udstemte
det (med 39 mod 16) efter en Forhandling, under
hvilken Højres Ordfører ikke gjorde noget heldigt
Indtryk ved sin Motivering af Forkastelsen paa
Grundlag af sit paa »Biografisk Lexikon« baserede
Kjendskab til Brandes’ Forfatterskab, medens der
fra Godsejersiden fremkom en Udtalelse om, at
man muligt kunde have stillet sig imødekommende,
saafremt der havde foreligget en personlig Ansøgning
om Statsunderstøttelsen, som efter den nu fulgte
Fremgangsmaade nærmest maatte faae Udseende af en
Nationalbelønning. Radikalismen i Rigsdagen viste
sig saaledes ikke mægtig nok til, selv med Hjælp
fra velstemt Side, at skaffe den nye Litteratur
officiel Anerkjendelse i dens Førers Person, og
da Brandes i Eftersommeren samme Aar udsendte den
nye gjennemsete Udgave af »Gjennembruddets Mænd«,
illustrerede han det litteraire og politiske Frafald,
han havde oplevet, ved at citere som Indledning den
gamle Folkevisestrofe:
Der Kongen han red af Gurreborg,
hannem fulgte vel hundrede Svende;
men før han red over Riberbro,
da var han Mand alene.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
