Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ernst von der Recke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
tapre Magnus, der »var en Helt og ikke mindre Helt end
Nidding«, og den hjertevindende, ridderlige og ikke
mindre kjække Knud Lavard. At hans Drab kun sees i et
Drømmesyn, kan muligt være en god Theatereffekt, men
gjør et underligt forstyrrende og ligesom mattende
Indtryk i en Fremstilling, der ellers - med nogle
nødvendige og lidet indgribende Anakronismer — søger
at overholde en objektiv historisk Karakter. — Paa
Dagmartheatret opførtes 1891 Tragedien »Hertuginden
af Burgund« og vandt stort Bifald. Under den nye
Bestyrelse vendte Recke 1896 tilbage til det kgl.
Theater med sin ypperlige Oversættelse af Edm.
Rostands »Les romanesques« og Aaret efter med
Skuespillet »Dronning Eigra«, som dog kun vakte ringe
Opmærksomhed, sandsynligvis paa Grund af det for
Publikums Bevidsthed saa fjerntliggende Emne fra den
oldbritiske Sagnkreds og den ikke altid forstaaelige
astrologiske Mystik.
Vi vende tilbage til Reckes lyriske Digtning, hvor
hans digteriske Ejendommelighed kommer fyldigst og
klarest til sin Ret og synes at voxe i Intensitet,
jo mere det er de rent lyriske Former, den kan vælge
sig til Udtryk. De 1883 udgivne »Smaadigte« ere af
udelukkende lyrisk Art, men have endda en særlig
Afdeling, som ganske specielt kaldes »lyriske Digte«,
henved firsindstyve Stemningsudtalelser af det
personlige Jegs af skiftende Indtryk og paa vexlende
Maade bevægede Følelsesliv, og i dem alle er Tanke og
Form, Ord og Melodi, saa inderligt sammenstemte, saa
organisk udsprungne af det fødende Øjebliks Betagethed,
som det kræves af den ægte Lyrik. Som Exempel Digtet XXXI:
En Engel har rørt din Pande
paa sin Flugt med en Liljegren;
hvad kunde den ellers danne
saa lys, saa skjær og saa ren !
Og Duggen i Liliens Bæger
har givet dit Øje dets Skin;
hvad er det vel ellers, som kvæger
og spreder Lys i mit Sind!
Og en Rose fra Himlens Have
har svævende rørt din Mund;
hvor fik den vel ellers den Gave
at aande mig karsk og sund!
Christ signe din Mund og Pande,
dertil dine Øjne to;
de lærte mig tro paa de Lande,
hvor Blomsterne fejrest gro!
Og sørger Du for den Foraarstid,
som drager saa hastig bort?
Og sørger Du for den Abild hvid,
hvis Blomster vare saa kort? —
»Jeg sørger ej for det Abildtræ,
hvis Blomster drysse for Vind;
fast kjender jeg fejrere Blomst i Læ,
som falmer aldrig om Kind.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
