Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Zakarias Nielsen - Peter Eggert Benzon
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
modtagelige Sind just paa Grund af dens
almenmenneskelige Indhold. Og denne Evne er mere eller
mindre tilstede i Z. Nielsens Arbejder og har bidraget
Sit til at skaffe ham den store Popularitet, som de
ved nogle af Værkerne anførte Oplagstal vidne om paa
den ubestrideligste Maade. En litterairhistorisk
samlende Betragtning kan ikke overse et saa talende
Fænomen.
I Stemning og Tone er der nogen Lighed mellem
Zakarias Nielsen og den jydske Præst PETER EGGERT
BENZON (født 25. November 1857). Han udgav 1883,
altsaa i Sexogtyveaarsalderen; Digtsamlingen
»Kornmod«, der bærer Spor af alvorlige
Livserfaringer og afgjørende Kriser. De tidligste
Digte ere fra 78-79, altsaa fra Studenterdagene,
og besynge Naturens Skjønhed, Ungdommens
Forhaabninger og Digterkaldets Lykke. Men allerede
i et Digt fra Efteraaret 1881 - »Mindeaften« - kan
han se tilbage paa Tab og Fald, men ogsaa paa
Erstatning og Oprejsning. Han tænker paa den Tid,
da han mistede Alt
og stod der saa fattig og bange.
En Høst, da Løvet i Skoven faldt,
da faldt og hans Mod og hans Sange.
Han havde jo troet
i sit stormende Mod,
at Alting var hans, blot han peged:
nu saae han det, som var Hjertet næst,
flyve bort som et Løv paa den susende Blæst,
som hen gjennem Skovene fejed.
Dog - stævnedes Modet, det steg paany,
og lutret blev Ungdomsbranden.
Han misted en Verden i Rosengry,
men fandt i sit Bryst en anden,
steg ned i sig selv
under Stemningens Elv;
der lærte han Sorgen at prise.
Hans Sange - de døde, men Lykkens Fugl
den sidder nu i hans Hjertes Skjul
og kvidrer ham sin lysteligste Vise.
Den gjennem Resignationen vundne mandige Fasthed,
en Livsglæde, der har overlevet Savn og Kamp, det er
Grundstemningen i disse Digte - »finde som en Mand
sig selv, se det er Livets
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
