Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Peter Eggert Benzon
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kunst.« Klynkende Klager over en ikke noksom
paaskjønnende Samtid, nydende Selvbeskuelse - lyriske
Laster, som selv graanende Skjalde kunne henfalde til
- er denne Forfatter fri for. Naturlivets Skjønhed og
Storhed griber hans Sind, og med Menneskeskjæbner,
med de stærke Følelser har han sund Sympathi
(Digtcyklen »Heloïse«). Han er Præst, det mærkes her
og senere, men lammes ikke deraf i sin Glæde over
dette Liv - som det hedder i Digtet »En Æsthetiker«:
Det er sikkert og sandt, hvad de Gamle har fortalt
om Sfærernes Musik igjennem Rummet;
den bløde Tonebølge kan jeg høre overalt -
jeg døde vist, ifald den forstummed.
Jeg lever jo af Sangen, som gjennem Verden gaaer
bag Alt, hvad der skurrer og hviner,
og glad kan jeg takke for, at jeg fik bedre Kaar
end han, som hører til med sure Miner.
P.E. Benzons senere Arbejder ere Prosaskrifter, kun
med enkelte indlagte Digte. 1894 udkom »Svovl«
(andet Oplag 1895), to Fortællinger, af hvilke
den første har givet Bogen Navn. Den er dog ikke
den bedste. Begyndelsen er fortrinlig, et kraftigt
tegnet Almuesbillede: den gamle Bondemand ligger
paa Dødslejet og vil gjerne efter god Skik og Brug
modtage Religionens sidste Trøst, men den bigotte
Præst - der seer skjævt til Hostrups Prædikener,
fordi deres Forfatter har »skrevet Komedier til
Verdens Børns Forlystelse« - nægter at give ham
Sakramentet, saasom han jevnlig har taget sig en Taar
over Tørsten. »Mig har han aldrig slaaet,« siger Konen
undskyldende, men Præsten er ubønhørlig: »Hør nu mit
sidste Ord. Ligesaa vist som jeg inden fjorten Dage
kommer til at kaste Jord paa Dem, ligesaa vist gaaer
De fortabt. Nu er Herrens Langmodighed til Ende.«
Den Syge maa slaa sig tiltaals og nøjes med at faae
et andet af sine Ønsker bevilget: han vil saa grumme
gjerne se sin Kiste og prøve, om der ogsaa er ordenlig
Plads til ham i den. »Skroget faaer den jo ellers
ikke at se saadan som vi Andre,« bemærker Konen
anbefalende. »Og det er jo hans Kiste. Det bliver
ligegodt hans sidste Fornøjelse paa denne Jord.«
Præsten mener ikke at burde modsætte sig denne
Begjæring. »Naar De troer, at det kan glæde ham,
saa lad ham bare se sin Kiste. Han faaer snart Brug
for den.« Lignende faste Omrids af Folkeliv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
