Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Johannes Jørgensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Stil i skiftende Følge; Digtene ere gjennemgaaende
værdifuldere end Prosaen, der byder paa stilistiske
Underligheder som den, at Venus Anadyomenes »Legem
svulmer i mager Skjønhed«, eller taber sig i det
rent Bagatelagtige, f. Ex. Stykket »Vinter«, som her
gjengives i sin Helhed:
»Jeg sidder i Bibliotheket, hvor der er varmt, og
hvor Luften lugter af mange Mennesker. Rundt om mig
er alle Hoveder bøjede mod Bøger. Gjennem Vinduet
seer jeg Sneen falde ude i den øde Gaard.
Og jeg længes mod at sidde paa en Bunke Ellerafter
midt ude i store Skove - med mit Ansigt friskt efter
lang Vandren i fri Luft og med valne Hænder - sidde
og se Sneens stille Fald mellem de stille Stammer«.
En Skizze eller Stemning som denne vil dog vist en nogenlunde
opvakt Skoleelev uden særlig Aandsanstrengelse kunne præstere
Magen til. En Gruppe af disse Penneprøver ere indordnede
under Rubriken »Breve«. Titlen har ikke det mindste at sige,
Fremstillingen har ikke Spor af den epistolariske Karakter, i
hvilken to Personer ere tilstede: den, der skriver, og den,
der skrives til. Men her findes nogle af Bogens finest følte
og med størst Kunst udarbejdede Stykker: »Sommerbreve«,
»Efteraar«, »Lykke« o. fl. Omtrent paa dette Tidspunkt udgav
eller redigerede Joh. Jørgensen Tidsskriftet »Taarnet«, der
skulde samle de unge Poeter af den symbolistiske Skole og
overhovedet Beundrerne af nyfransk Digtning (Baudelaire,
Verlaine, Mallarmé o. a.); det maatte efter kort Tids
Tilværelse gaa ind af Mangel paa Støtte. En for Digterens
Udvikling betydningsfuld Nybegyndelse indvarsles paa samme
Tid, først halvdulgt og tøvende i den ganske lille
Fortælling - eller hvad skal man kalde den: Erindringsdrøm?
Fortidsskyggespil? - »Hjemvee« ved Navn. Lutter Stemning,
næsten uden Kjød og Blod. Og Stemningen faaer Luft i et
Udsagn om Midtfiguren, i hvilken man lettelig gjenkjender
Forfatteren:
»Bag Tingenes Farver og Former skimtede han et hvidt
og forskjelsløst Lys - et Lys, som det vilde være
Salighed at dykke sig i og at gjennemsvæve paa evige
Vinger. I sin egen Sjæl fornam han en Gnist af dette
hvide Lys. Han forstod som i et Syn, at hin Evighedsfunke
brændte i hans Længsel mod alle fjerne Ting og mod Alt,
som ikke mere var til. Og skjælvende anede han, at hans
Pande var mærket med Evighedslængslens Kjendetegn, og at
han var indviet til ikke at finde Fred, før den yderste
Dag kom med alle Tings Fuldendelse«.
Denne apokalyptiske Tale fuldendes i Bogens sidste Replik:
»Lykkelig den, hvis Sjæl finder Vejen hjem.« Endnu samme Aar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
