- Project Runeberg -  Illustreret dansk Litteraturhistorie / Tredie Bind /
804

(1902) Author: P. Hansen
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Helge Rode

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Fabrikation HELGE RODE, Dattersøn af Orla Lehmann,
Søn af Gotfr. Rode (S. 465), født 16. Oktbr. 1870,
var endnu ikke fyldt sytten Aar, da han debuterede som
Forfatter i det af hans ældre Broder Ove R. stiftede
Skandalblad »Piraten« (som, efter C.E. Jensens biogr.
Skildring, »blev holdt over Daaben af Georg Brandes og
Hørup«); senere fulgte han med over i det nystiftede og
dengang ikke mindre skabreuse Dagblad »Kjøbenhavn«.
1891 udkom hans Fortælling »Styrke« - saaledes kaldet
qvasi lucus a non lucendo, thi den handler kun om
barnagtig Afmagt overfor ethvert Krav om ungdomsfrisk
Kraftudfoldelse. Naar dens Hovedperson, den slatne Paul
Linde, rækker sin Tilbedte Haanden, indgyder »selve
hendes stærke og sikre Skikkelse ham den Forestilling,
at hun ogsaa fysisk er ham overlegen - en Tanke, der
for ham som for mange forfinede Mænd gjemte en
overordenlig og hemmelighedsfuld Vellyst«; og naar han
desuagtet mander sig op til at ville imponere hende,
har han ikke Held med sig:

»Han rejser sig pludselig og gaaer med tunge Skridt -
forat hun skal høre dem - hen til et Bord, hvor der
staaer Flasker.

Han skjænker et Glas fuldt af Sherry og tømmer det.

Hun saae det ikke.

Et til tømmer han.

Heller ikke det saae hun.

Han tømmer det tredie.

Idet han holder det for Munden, strejfer hendes Blik
ham. Et lille flygtigt Smil - saa er hendes Øjne
langt borte.

Hun smilede. Hun fandt ham latterlig! Fortvivlet
gaaer han ind i den anden Stue.«

Dette skal ikke være humoristisk Spot over den sølle
Fyr, men inderlig Medfølelse med hans Lidelser. -
1892 udkom Digtsamlingen »Hvide Blomster«. Det er
sensitive Planter, Mimoser der lukke sig til, naar
man bag Billedet vil søge en Tanke, bag Stemningen
noget fælles Menneskeligt. Digteren opsøger det Sære,
som ikke ligger paa alfar Vej; han kan ikke finde
nogen sammensluttende Ramme om sin Digtning - thi
»snart er den sort og snart er den rød, og aldrig
fuldstændig den Samme«:

Jeg elsker i Sjælen de dybeste Strømme,
jeg elsker de Taarer, der frem sig lister,
jeg elsker i Sjælen de særeste Drømme,
jeg elsker Klangen af det, der brister.

Jeg elsker Jubel mod Himmelborgen,
jeg elsker Længsel mod Aftenrøden,
jeg elsker Natten, jeg elsker Sorgen,
jeg elsker ogsaa min Angst for Døden.

Og stundom elsker han mest sig selv - eller forbavses som en
Nyfødt over sit Jegs forunderlig rige Gaade, beundrer dette Jeg,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 10:44:52 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/ildalihi/3/0844.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free