Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Aage Matthison-Hansen - Valdemar Rørdam
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Mere Korpus er der i Præludiet til »Stjernerne« og
adskillige af Digtene i »Blaaklokke«, en ejendommelig
fin Skjønhed findes i »Børn«, »Stille Timer«, »Lyse
Nætter« og andre Digte af den sidst udkomne Samling
»Venusspejlet«, 1899. Forfatteren har lagt sig efter
sinologiske Studier og heldigt fordansket adskillige
kinesiske (ogsaa nogle engelske og russiske) Poesier.
Blandt de alleryngste Lyrikere er der to, hvis endnu
ikke meget omfattende Produktion har givet gode Løfter
og berettiger til saameget større Forventninger, som de
selvstændig have stillet sig udenfor al skolemæssig Maneer
og synge med deres naturlige Stemme. VALDEMAR RØRDAM,
født 23. September 1872 i Dalby Præstegaard ved Tureby,
tilbragte efter Artium et halvt Aar paa Askov Folkehøjskole
og var derefter i nogle Aar Huslærer i Jylland, hvis Natur
har sat saa stærke Mærker i hans Digtning. En lille
Digtsamling »Sol og Sky« falder noget i det Almindelige og
stilles ganske i Skygge af den 1897 udkomne »Tre Strenge«;
men mellem de to Bøger ligger der ogsaa en af Digteren
gjennemlevet alvorlig Krise, idet han i Sommerferien 96
blev angreben af en faretruende Brystlidelse, der fængslede
ham til Sygelejet i et Par Aar. Efter Udgivelsen af »Tre
Strenge«, der er skrevet under Sygdommen, uden at dens
Friskhed har lidt derunder, traadte det Anckerske Legat
hjælpende til i belejlig Stund, og et Ophold udenlands -
Schwarzwald, Schweiz, Korsika, Italien - bragte den unge
Digter nogenlunde til Kræfter igjen. Digtsamlingens Navn
forklares af det indledende »Forspil«:
Paa Landevejen hitted jeg en gammel Violin.
Da ingen Andre kræved den, saa kaldte jeg den min.
Iøvrigt var den brugelig, men Strenge var der ikke.
Saa raabte jeg paa Solen: »Du maa hjælpe mig at flikke!
Du kan jo sagtens laane mig af dine gode Strenge,
hvorpaa Du første Violin med Held har spillet længe!«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
