Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Oscar Madsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
der er stille Folk i Landet med Trang til bedre Trøst
end bare et: »Hæng i, Kjøbenhavner!«
Har vi revet ned i Kaadhed - nu bygger vi Bro:
Respekt for Folkets Minder, dets Skikke, dets Tro.
Meget af Madsens Lyrik er fremkaldt af Døgnets
Spørgsmaal og Krav; han kom tidlig ind i
Journalistiken og har betjent Blade af højst
forskjellig Karakter og Anseelse. Deraf en
Holdningsløshed, der gaaer adskilligt videre
end den, der billigvis maa indrømmes den lyriske
Digters Stemningsliv. Man kan i hans Digtsamlinger -
»Den vilde Vin«, 1891, og »Decemberdrømme«, 1892 -
træffe en litterair Pirat-Opsang fra Januar og et
allerunderdanigst kgl. Guldbryllupscarmen fra Maj
samme Aar. Hvad der karakteriserer disse Digte er
mindre noget egenlig originalt Syn paa Fænomenerne
end den meget lette Haand, hvormed de flydende og
flotte Vers ere henkastede. Om virkelig og dybere
Strømningsbevægelse vidne dog ikke faa Poesier, saasom
»Fra Esromsø«, »J.P. Jacobsen«, »I Kloster«, »Natsværmer«,
»Kør sagte, Kusk«, »Flyvende Sommer« o. fl.
Som Fortæller er Oscar Madsen i Besiddelse af et
behageligt skildrende og underholdende Talent.
Størstedelen af hans Produktion falder paa dette
Omraade. Allerede 1887 udgav han en Samling »Noveller«,
og 1890 udkom »En Vaage og andre Fortællinger«.
Betydeligere, især som Tidsskildring, er Romanen »Glade
Ungdom!« 1892. Den har som Midtpunkt og Hovedmotiv et
fortræffeligt Digt, i hvilket den kun sexogtyveaarige
Forfatter - thi man kan ikke undgaa at identificere
Fortællingens Henrik Sten med Oscar Madsen selv -
skuer vemodsfuldt tilbage paa de spildte Ungdomsaar:
Jeg spredte ud for Vindens Drys
de Ord, jeg skulde samlet paa.
Jeg sløsed bort i Smil og Kys
den Skat, som i mit Hjerte laa.
Jeg gav mit Guld, min Ungdoms Ret
paa Døgnets Afgudsalter hen,
til jeg en Morgen vaagned træt,
en Nar i Tiggerpjalter end.
Spildte Ungdom! Sonebod for Dig hver Dag jeg bringer,
mens lige kaad jeg Livets Dans med Graad i Hjertet springer.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
