Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Carl Ewald
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Alfarvejen, uden at aabenbare nogen ejendommelig
Personlighed eller dens Udtryk i en særlig Stilkunst.
Som fuldtud original Fortæller optræder Carl Ewald
først i »Den gamle Stue«, 1895. Den handler i videre
Forstand om Traditionens Ret overfor det Nye, om
Brydningerne mellem Fortids og Nutids Livskrav, i
nærmere Betydning om denne Modsætnings Afspejling i
Ægteskabet. I Oldefædrenes fornemme gamle Hus paa
det store Torv har Slægt efter Slægt den afsondret
beliggende Stue været det hellige Rum, hvor Mand og
Hustru - og ingen, ingen Anden - mødtes til stille og
fortrolig Tankeudvexling Dag for Dag. Deres Ætling
Cordt vil overholde denne ærværdige Skik, men hans
unge Hustru Fru Adelheid tilhører med sin urolige
Livslyst den nyere Tid, hun tynges mere og mere af
Stuens dybe Ro og dens Fortidsminders sagte manende
Hvisken - tilsidst bryder hun dens Trolddom og flyver
ud. Der er i Fortællingen liden Handling, men desmere
Drøftelse; hvad der skeer, er ikke af udvortes Art og
skyldes ikke ydre Impulser, det er en indre Bevægelse,
der faaer Ord i Samtalerne mellem Cordt og Adelheid
- og hele Bogen er kun en fortsat Dialog mellem de to.
Dens Sprog er nænsomt stiliseret - en sprød
Porcellainsstil som sart Udtryk for fine Sjæles
Tanker, nu og da maaske nok lidt skruet. I »Cordts
Søn« (1896), Fortsættelsen af »Den gamle Stue«, rykke
vi et Slægtled længere frem. Hvor gammel og ny Tid
forenes uden fuld Forstaaelse og gjensidig Hengivelse,
bliver Afkommet svagt og forkrøblet. Saaledes er, i
aandelig Henseende, Cordts og Adelheids unge Søn
Finn: en længselsfuldt drømmende, goldt reflekterende
Natur uden Evner til klart overlagt Handling, splittet
i sin Villie fordi han vil forstaa alle Motiver og
Betingelser. »I blege Folk forstaaer Alting, fordi
ingen Tro blinder jeres Øjne,« siger den slægtstærke
Cordt til sin Søn; »I er saa kjærlige og kloge, mener
I. I dømmer mildt, I dømmer ikke, I veed, at Sandheden
er intetsteds og allevegne. I har Rede paa hver en
daarlig Tanke, I har havt . . . for altid sidder I
og stirrer paa jeres egen Navle . . . og saa lader I
Morderen løbe og Tyven gaa. Men man skal ikke forstaa
Alting. Man skal vælge og dømme og forkaste. Gjør man
ikke det, er der ingen Lykke i Verden og ingen Troskab
og ingen Fred. Og kan man ikke hade, kan man heller
ikke elske.« Men elske skal man, stærkt og paa gammel
Vis, Manden i sin Vælde og Kvinden i sin Hengivenhed,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
