Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Vilhelm Andersen om Oehlenschläger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Bibliothek »fra Støvet til de yderste Sole« - nemlig
fra Støvet under hans Morgentøfler til hans Poesis
sublimeste Fjernheder - saa ere endnu Aar for Aar
Digtere som Schiller og Herder, Kleist og Hebbel,
Heine og Immermann og mange, mange andre stadigt
tilbagevendende Emner for litteraturhistorisk
Fremstilling enten af biografisk eller æsthetisk Art,
i kulturhistorisk eller filologisk Henseende. Sandt
nok har det vidtstrakte Land med de nationale Nuancer,
den rigere Historie og de politiske Kampe et større
Materiale at øse af, men hvorledes selv et i de
ydre Linier tilsyneladende lidet bevæget Liv kan
faae Fylde og Rigdom, naar Stoffet sammendrages
allevegnefra og sættes i den rigtige Forbindelse
med Centralskikkelsen, det viser paa en ligesaa
overraskende som fængslende Maade Vilh. Andersens
udmærkede Bog. Maatte hans Poul Møller og hans Adam
Oehlenschläger snart finde Efterfølgere! Det er en
Litteraturfremstilling, hvor Kundskab og Aandfuldhed
holde hinanden i Ligevægt, baarne af et kjærnedansk
Naturel.
Forfatteren udtaler mod Slutningen af sit Værk,
at »hvad der siden 1864 og Georg Brandes er vundet
i dansk Poesi, er vundet imod Oehlenschläger
og fra Oehlenschläger«, nemlig paa Bekostning
af Folkefølelsen, Livsglæden, »den elementaire
Livsbekræftelse.« Det er ham ganske klart, at det
Tabte ikke vil vindes tilbage paa oehlenschlägersk
Maade. »Det er Glæden, det gjælder at bevare,« siger
han. »Skal der atter blive Raad til en saadan folkelig
Fest i den danske Kunst: i oehlenschlägerske Former
bliver det ialfald ikke. Man kan ikke holde Bryllup i
sin Bedstefaders Kjole. Det bliver vel heller ikke en
enkelt Mand, som raaber saa højt, at det høres over
det hele Rige. Hvad vi har hørt i den senere Tid af
saadanne Raab, har vi ikke troet paa. Kommer det, saa
kommer det stille, som det første Smil en Aften efter
en lang Sørgmodighedstid, i Forstaaelse med alt det
andet Liv, der vil voxe, gro op over, ud over Sorger
og Savn og bitre Erfaringer: et Blink i et Par unge
Øjne, en Hvisken hist, en Nynnen her, en Sang, indtil
Koret begynder at svulme, den dyre Livsbekræftelsens
Korsang Ja, vi elsker - paa vort eget Modersmaal.«
Og med følgende Ord slutter Vilh. Andersen sin Bog:
»Vi er alle Mennesker. Kunst er en menneskelig Ting, Det
er ikke Kunst at fornægte sin Menneskelighed for at blive
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
