Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Johan Nicolai Madvig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Johan Nicolai Madvig (f. 7. Aug. 1804 i Svanike,
hvor hans Fader var Byskriver; d. 12. Dec. 1886)
blev 1820 dimitteret fra Frederiksborg lærde Skole,
hvori han ved privat Understøttelse var bleven sat
1817 efter Faderens Død. Efter at have taget filologisk
Embedsexamen 1825 og derefter Magistergraden (1826)
virkede han en Tid som midlertidig Docent i Latin
under Thorlacius’ Fraværelse paa en Rejse. 1828
blev han ansat som Lektor i Filologi og efter samme
Aar at have disputeret for Doktorgraden som prof.
ordinarius 1829, hvilken Stilling han med en
treaarig Afbrydelse, foranlediget ved hans Overtagelse
af Kultusministeriet, beklædte indtil 1879, da hans
Øjnes stadig tiltagende Svaghed gjorde ham det umuligt
at holde Forelæsninger.
Madvig fandt strax sit specielle Arbejdsfelt. Allerede
hans Magisterdisputats (Emendationes ad Ciceronis
libros de legibus et Academica) fra 1826 og det
derpaa følgende Epistola ad Orellium (1828)
beskjæftige sig med Textkritiken af Ciceros Værker,
et Omraade, som Madvig i sit sidste Skrift (Adversaria
critica III Bd. 1884) igjen vendte tilbage til, og
hvor han enstemmig erkjendes for den uovertrufne
Mester. Foruden de nævnte Skrifter har han behandlet
Ciceros Text og Sprogbrug i talrige Afhandlinger, som
ere samlede i hans Opuscula Academica (I-II. 1834-42,
2. Udg. 1887), og i den mønsterværdige Udgave af et af
Ciceros filosofiske Hovedværker (De finibus bonorum et
malorum. 1839, 3. Udg. 1876), der karakteriseres som
»eines jener mustergiltigen Werke, die ebenso durch
das, was, als durch die Art, wie sie es mittheilen,
den Leser fordern und anregen« (Bursian, Gesch. der
Philologie, II. S. 946). Ogsaa til en rigtigere
textkritisk Behandling af Livius har Madvig lagt
Grunden ved sit andet Hovedværk Emendationes Livianae
(1860, 2. Udg. 1877), og sine Grundsætninger har han
derefter gjennemført i den Udgave af Livius, som han
har besørget i Forbindelse med Prof. J.L. Ussing
(1861 ff.).
Naar man vil gjøre sig Betydningen af denne
textkritiske Virksomhed klar, maa man erindre,
at de klassiske Forfattere ere os overleverede
ved en gjennem mange Aarhundreder gjentagen
Afskrivning. Derved opstod der, som naturligt er,
Fejl i Haandskrifterne, som ofte forvirredes ved
mislykkede Forbedringsforsøg af Afskrivere, der saae
Fejlen, men manglede Kundskaber og Skarpsindighed
til at finde det Rigtige. Disse Mangler tiltog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
