Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kristen Jensen Lyngby - Det danske Dialektstudium - Studiet af Runeindskrifter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
gives f. Ex. under Form af en Anmeldelse i Antikvarisk
Tidsskrift 1858-60. - (Minder om K.J. Lyngby, samlede
af Rektor C. Berg i Filologisk Tidsskrift X).
Det danske Dialektstudium efter Lyngbys Dage har
ligesom tidligere væsenlig indskrænket sig til
Jydsken. Rektor J. Chr. S. Espersen (1812-59) efterlod
ganske vist Manuskriptet til en stor bornholmsk
Ordbog, hvis Udgivelse Videnskabernes Selskab har
overtaget - men dens Offentliggjørelse lader endnu
stadig vente paa sig. Og af de øvrige Øbomaal er
der ikke fremkommet nogen videnskabelig Skildring,
knap noget Forarbejde til en saadan; efter 1885
har dog cand. mag. P. Kr. Thorsen givet en grundig
Beskrivelse af Sejrømaalet (1887-94). Derimod er
Savnet af et tidssvarende Hjælpemiddel til Studium
af de jydske Dialekter paa den fyldigste Maade blevet
afhjulpet, idet Præsten Dr. phil. Henning Fredr.
Fejlberg (f. 1831) i Aaret 1882 udsendte en »Plan«
til den store »Ordbog over jyske Almuesmaal«, hvis
Offentliggjørelse han kort efter paabegyndte (hidtil
er udkommet A - M), et Værk, som af den svenske
Sprogforsker J.A. Lundell karakteriseres paa følgende
Maade: »Det år en fullständig encyklopedi för allt
hvad som rör jutska allmogen. Som dialektordbok
öfverträffar arbetet allt hvad Skandinavien forut
äger i den vägen: den öfverträffar Aasens norska
ordbok, som på sin tid var ett mästervärk, i fragå om
dialektformernas noggranna angifvande och genom sin
fraseologiska och kulturhistoriska rikedom. - Det
är ett storvärk, monumentum ære perennius«. (Nyare
bidrag till kännedom om de svenska landsmålen
VI. 33. h. 1888).
Studiet af vore Runeindskrifter aabnedes i dette
Aarhundrede især med nogle mindre Afhandlinger af
Rask; hans nærmeste Efterfølgere vare imidlertid
ikke egnede til at føre Studiet fremad, de led
navnlig af een Hovedfejl: Begjærlighed efter at
finde historisk interessante Oplysninger i alle
Indskrifter; saaledes skrev Finn Magnusen 1841 en
tyk Kvartbog »Runamo og Runerne«, et dansk
Sidestykke til Rudbecks »Atlantica*, en Frugt af
en uhyre Lærdom og en ligesaa stor Fantasi; paa en
Klippe i Bleking læste Finn Magnusen et Vers, hvori
Harald Hildetands Mænd anraabe Guderne om Sejr i
Braavalleslaget; men senere er det uigjendrivelig
bevist, at »Runerne« ere naturlige Sprækker i
Klippen, der idelig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
