Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oldkirken - Den apostoliske Tid - Sidste Leveaar og Martyrdød
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Apostelen Paulus’s sidste Leveaar og Martyrdod 37
Vidne til hans Forsvar; et saadant Skridt kunde let betragtes som en Bekjendelse
om at høre til de Kristnes Parti, og Rædslerne fra Neer blodige Forfølgelse var
i friskt Minde. Det lader til, at der navnlig ved Paulus’s Virksomhed i Egnene
omkring Efesus har været Et eller Andet, som man især anklagede ham for. Hoved-
vidnet mod ham var Kobbersmeden Alexander fra Efesus, om hvem Apostelen skriver:
,,Han har staaet vore Ord haardt imod« og ,,bevift· mig meget Ondt; Herren betale
ham efter hans Gjerningerl« Af 2 Tim. 4, 14, 15 sees, at han var vendt tilbage
til denne By, dengang dette Brev blev skrevet. Det er ogsaa muligt, at han er den
Jøde af dette Navn, som ca. 10 Aar tidligere ved et Opløb i Efesus viser sig som
Paulus’s Fiende (Ap. Gj. 19, 33 flg.).
Jmod hans Beskyldninger havde det været de i Rom tilstedeværende asiatiske
Kristnes Sag at optræde med sit Vidnesbyrd, men ingen af dem mødte. Derfor
klager Paulus, at de alle har ,,vendt sig fra ham« (2 Tim. 1, 1-"-). Der var ikke
en Eneste af Apostelens Troesfæller, som havde Mod til at møde for Retten den-
gang, hans Sag første Gang blev behandlet. J 2 Tim. 4, 16 skriver han nemlig:
,,Ved mit første Forsvar stod Jngen mig bi, men Alle lod mig i Stikken; gid det
ikke maa blive dem tilregnetl« Formodentlig af Mangel paa tilstrækkelig klare Vid-
nesbyrd om Paulus’s mislige Forhold til ,,Statens Majestæt« blev Sagen udsat.
Herom fortæller han følgende i 2 Tim. 4, 17: »Men Herren stod hos mig og styr-
kede mig, for at Ordets Prædiken skulde ved mig blive fuldbyrdet, og alle Hednin-
ger høre det; og jeg blev friet fra Løvens Mund.« Af det følgende Vers sees
dog, at han ved dette Udfald af første Forhør ikke gjorde sig noget Haab om at
blive endelig frikjendt, men tilfulde forstod, at det kun var en kort Udsættelse af
Dødsdommen. »Og Herren,« siger han, ,,vil fri mig fra al ond Gjerning og frelse
mig ind i sit himmelske Rige; ham være Ære i alEvighed! Amenl« (2Tim.4,18).
Og nogle Vers tidligere: ,,Jeg ofres allerede, og min Bortgangstid er forhaanden.
Jeg har stridt den gode Strid, fuldkommet Løbet, bevaret Troen. Iøvrigt er Ret-
færdighedens Krone henlagt til mig, hvilken Herren, den retfærdige Dommer, skal
give mig paa hin Dag, dog ikke mig alene, men ogsaa alle dem, som have elsket
hans Aabenbarelse« (2 Tim. 4, 6——8). Dette er hans Afskedsord og Svanesang.
Med Tanken paa, at hans Sags Afgjørelse muligens kunde drage ud til Vinteren,
beder han Timotheus at tage med hans Reisekappe; thi Vinteren kan være kold i
Rom, særlig føles den stærkt i et Fængsel. Derhos beder han om, at hans Ven
vil tage med Bøgerne, særlig dem paa Pergament. Det var maaske Afskrifter af
Jesaias eller Salmerne, som han havde taget med fra Fædrehjemmet eller havt,
siden han gik i Gamaliels Skole. Nu i sit ensomme Fængsel trang han dem til
Styrke og Opmuntring i Striden mod den sidste Fiende Det er uvist, om han
modtog dem. Rimeligvis faldt Dødsdommen en kort Tid efter, og før Timotheus
kom. Efter romersk Skik blev den fuldbyrdet straks. Et Sagn fortæller, at han blev
halshuggen søndenfor Rom, der, hvor senere Paulus-Kirken blev bygget til Minde om
Apvstelens Martyrium Man antager, at han led Døden Sommeren 66. Den
ældste Beretning herom er skreven 20 Aar senere af den føromtalte Clemens Roma-
nus· J sit første Brev til Korinthierne skriver han følgende: ,,Paa Grund af Mis-
undelse og Kiv er det, at Paulus staar for os med Taalmodighedens Kamppris.
Syv Gange lagt i Lænker, jaget i Landflygtighed, stenet, vandt han som Ordets
Forkynder i Østen og Vesten sin ædle Troens Navnkundighed Han blev
hele Verdens Lærer i Retfærdighed kom til det yderste Vesten og led Martyrdøden
under vore Myndigheder. Saaledes forlod han Verden og gik ind til det hellige
Sted som det største Forbillede i Taalmodighed-. Om hans sidste Dage og Død
haves flere skjønne, men upaalidelige Sagn.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
