Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oldkirken - Den apostoliske Tid - De indre Forholde - Gudstjenesten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Gudstjenesten 8 3
baaret af Vidnesbyrdets Beaandelse, at Undervisningen forener sig med Profetien,
og at Tungetalen, den umiddelbare Udgydelse og Udstrømning af det aandelige Liv,
bliver gjort forstaaelig ved forklarende Ord, der tyder den bevægede Aandsudgydelse,
at Tungetalen forbinder sig med den almindelige Bønnetale. Det aandelige Livs
overordentlige Bevægelse og Kraft, der var faa eiendommelig for den første Tid,
svandt lidt efter lidt, og de overordentlige Aandsaabenbarelser gav Plads for faste
Former i Opbyggelsen og det religiøse Liv; Profeti og Undervisning smeltedes fam-
men til 6t, og Tungetalen gik op iBønnen. De, som var udrustede med Profetiens
Gave, blev stedse sjeldnere, og i deres Sted kom det ordnede Læreembede. Istedet-
for Tungetalen som Udtryk for den af Aanden fremkaldte umiddelbare Erkjendelse
og den Maade, hvorpaa denne ytrede sig, traadte den hellige Tonekunst som Udtryk
for den geniale Grebethed, hvis beslægtede Ytringsform Tungetalen var. Saaledes
kjender allerede den senere apostoliske Tid forskjellige Former for den hellige Sang
(Kol. 3, 16; Efs· 5, 19). Som Sidestykke til og Cfterklang af Tungetalen kan
man maaske betragte Jubilationen i den gregorianske Sang, det saakaldte Jubilus,
hin melodiske Udgydelse, hvori Hallelujaet udmunder. Sangerne, der i Begyndelsen
af Salmernes Tekst begeistredes til hellig Glæde, bliver snart saa opfyldte af salige
Følelser, at de ikke længere kan udtrykke ved Ord, hvad der foregaar i deres Jndrez
de lader derfor Ordet være og giver sine overstrømmed·e Følelser Luft i en Jubilation.
»Denne er nemlig en Sang, der aabenbarer et Hjertes Opløftelse, som ikke mere
formaar ved Ord at give sine Følelser Udtryk«.
J de Menighedsforsamlinger, der holdtes lukkede for Jkkekristne, var Agaperne
med Nadveren Hovedsagen. Medens Agaperne i Jerusalem ogsaa var almindelige
Maaltider, har de i de hedningekristne Menigheder udelukkende Karakter af Guds-
tjeneste. Hvorledes Kjærlighedsmaaltiderne udartede, omtaler Paulus saaledes: ,,Naar
J da kommer sammen paa et Sted, saa er dette ikke at æde Herrens Nadvere; thi
naar J æder, tager Enhver sin egen Aftensmad forud, og den Ene hungrer, men
den Anden »fraadser. Har J ikke Huse til at æde og drikke udi? eller foragter J
Guds Menighed og beskjæmmer dem, som Jntet har? Hvad skal jeg sige Eder?
skal jeg rose Eder? J dette roser jeg Eder ikke-O (l Kor. 11, 20——22). Saa frit
Spillerum, Apostelen vil, der skal indrømmes Menighedeiis eget Skjøn og skabende
Trang, naar man blot ikke taber Hovedformaalet, Opbyggelsen, af Sigte, saa efter-
trykkelig indprenter han, at Nadverens Naadeniaaltid skal høitideligholdes i nøie
Overensstemmelfe med den første Jndstiftelse af Herren selv. (Matth. 26, 26 flg. og
1 Kor.·1lz 23 flg.). Deltagelseii i Nadveren er for Apoftelen ikke bare den høieste
og høitideligste Bekjendelse af, at man tilhører Kristi Menighed, men den er det mest
fuldkomne»Udtryk for, at man vil høre Kristus til i fuldeste Forstand og træder i et
Forhold til ham, der enten bliver den nydende til Velsignelse eller til Dom. Høi-
tideligholdelsen skal udtrykkelig fremstille sig som en Kultushandling i Overensstemnielse
med det af Jesus givne Forbillede; derfor fremtræder denne ogsaa i Form af et
Maaltid,«der bliver tilberedt af de enkelte medbragte Gaver og holdt for alle paa
samme Tid (1·Kor. 11, 22. 27. 28. 33), saa at Bord-Menigheden fremstiller sig som
den ved Kjærlighedsmaaltidet forbundne Menighed, som Herrens Legeme.
» Selve Nadverhandlingen begyndte med, at Brødet og Vinen blev velsignede. Denne
Velsignelse (Benedictio) forklares nærmere i 1 Kor. 11, 24; den skede ved en Takke-
bJIIT (MF1rtk·)— W, 26 og 27). Indholdet af denne maatte være mere end ved den almin-
delige jødiske Takkebøn ved Paaskefesten: ,,Lovet være ham, som frembragte Brødet
gf Uorden-A Den har visselig tillige, og det især, været en Tak for Guds Naade i
gesus Kristus, Verdens Frelser. Derpaa fulgte den høitidelige Fremsigelse af Jesu
Undstiftelsesord (Matth. 26, 26 flg. og 1 Kor. 11, 23 flg.), hvorved de jordiske
Gaver sattes i Forhold til Kristi Legeme og Blod (Consecratio); saa foregik Brøds-
brydelsen og Rækningen af Kalken. Rimeligvis har der ogsaa til Nadverens Nydelse
været knyttet et Vidnesbyrd om, at Kristus er død til Sjælenes Frelse. Udtrykket
»f0rkynde Herrens Død« (1 Kor. 11, 26) tyder derpaa; thi dette Ord bruges nem-
stk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
