Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oldkirken - Den apostoliske Tid - De indre Forholde - Gudstjenesten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
84 Den apostoliske Tid.
lig aldrig om Kundgjørelse Ved Handlinger, men ved Ord. At dernæst Menigheden
her ved Nadveren har svaret paa Herrens overvættes Naade i Sakramentet med et
rigt Udtryk for sin Glæde og Tak i Bøn og Sang, i Lov og Pris, maa ansees for
utvilsomt. Fra denne Side var Nadveren et Menighedsoffer, et Selvoffer, og synes
ogsaa efter Parallellen med de hedenske og jødiske Offermaaltider (1 Kor. 10, 16 flg.)
af Paulus at betragtes som et Offermaaltid, hvori Menigheden tilegnede sig det
engang for alle skeede Offers Frugt og Velsignelse — En kort og fyndig lithurgisk
Uddelingsformel overleveres først i Apostlernes Anordningerz Ordenei 1 Kor. 11,
22——26 danner Kjernen iJndvielsesbønnen· For at fuldstændiggjøre Billedet af
disse Gudstjenester maa det tilføies, at Apostlenes Breve blev læste høit i disse
Sammenkomster (1 Thess. «5, 27; Kol. 4, 16). Det er ogsaa rimeligt, at de evan-
geliske Beretninger om Herrens Liv allerede tidlig var en vigtig Kilde til Opbyggelse
i Menighedens fortrolige Astenforsamlinger. Af Ap. Gj. 20, 7 og 11 synes det at
fremgaa, at evangelisk Prædiken ogsaa har fundet Sted. — »Jdet vi sammenligner
Gudstjenesten hos Jødekristne og Hedningekristne, finder vi stor Lighed: De samme
Gudstjenestens Grundstykker, den samme dobbelte Gudstjeneste, den samme Nadvere
med Agaperne· Men den jadekristne Gudstjeneste slutter sig nær til den gamle Pagt,
den hedningekristne udvikler sig i større Selvstændighed og Rigdom ud af Evangeliet
og har mere løst sig ud af Forbilledet«. (Gustav Jensen).
J Begyndelsen holdtes, som allerede anført, baade Morgengudstjeneste og en
Sammenkomst om Aftenen hver Dag. (Ap. Gj. 2, 46). Dette udelukkede imidlertid
ikke, at de Kristne af Jsrael ialfald til Jerusalems Ødelæggelse vedblev at holde den
jødiske Sabbat hellig. Denne Opfatning finder Støtte i den omfattende Udtalelse i
Ap. Gj. 21, 20, hvor der staar, at alle Jødekristne var ivrige for Moseloven. Ved
Siden af Sabbaten feiredes med Gudstjeneste (Ap. Gj. 20, 7; 1 Kor. 16, 2) allerede
tidlig Herrens Opstandelsesdag (Joh. 20, 1. 26), den første i Ugen, Søndagen,
Herrens Dag (Aab. 1, 10). Hvorvidt Søndagens Helligholdelse er begyndt allerede
indenfor den jødekristne Menighed er usikkert. Saa meget er dog sandsynligt, at
Herrens Opstandelsesdag ogsaa for dem havde en særegen Betydning blandt Ugens
Dage, om den kanske ikke netop er bleven seiret i Lighed med Sabbaten. Under
enhver Omstændighed er det indenfor de af Paulus grundede og styrede hedninge-
kristne Menigheder, at Søndagen træder os imøde som en til Helligholdelse og Guds-
tjeneste særlig bestemt Dag. Kristne af hedensk Byrd ansaa sig ligesaalidt pligtige
til at helligholde den jødiske Sabbat som at underkaste sig Omskjærelsen (Gal. 4, 10).
Jndenfor deres Kreds var det ogsaa naturligt, at Trangen til bestemte Tider for den
fælles Gudstjeneste efterhaanden fremkaldte den faste kirkelige Skik at samles om Ordet
og Nadveren paa Herrens Opstandelsesdag i hver Uge. Om nogen Overførelse eller
Henlæggelse af Sabbaten til Ugens første Dag er der slet ikke Tale i Kirkens fem
første Aarhundreder. Søndagen var for den kristne Menighed væsentlig kun en
ugentlig Paaskefest. Af bestemte kristelige Aarssester lader Sikre sig ikke eftervise i den
apostoliske Tid. Imidlertid turde det dog betragtes som temmelig sikkert, at ikke
blot Jødekristne med Sabbaten ogsaa har beholdt de gamle jødiske Fester (Rom. 14,
2. 3; Kol 2, 16), men at ogsaa Paulus i sine kristne Menigheder har lagt saa stor
Vægt paa dem, at man deraf maaske kan slutte, at enkelte, navnlig Paasken, allerede
dengang var gaaet over til at blive kristelige Høitider (Ap. Gj. 18, 21; 20, 6—16)-
Hertil kommer, at Biskop Polykarp i Smyrna omtaler, at hans aandelige Fader,
Apostlen Johannes, seirede Paasken som en kirkelig Høitid
Daaben blev i den apostoliske Tid ikke knyttet til bestemt Tid og Sted og
stod heller ikke i Forbindelse med Gudstjenesten (Ap. Gj. 8, 36 flg.). Ligeledes var
det en Selvsølge, at den da blev forrettet som ude paa vore Missionsmarker. Dens
Anvendelse som Barnedaab forudsætter jo en kristelig Menighed, ialfald en troende
Familie, som kan yde Sikkerhed for det døbte Barns kristelige Opdragelse Hvor
et saadant kristeligt Familieliv fandtes i Aposteltiden, er der meget, som taler for,
at Barnedaabcn blev brugt, om der end ikke gaves noget bestemt Bud om den.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
