Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oldkirken - Den apostoliske Tid - De indre Forholde - Daabsbekjendelsen og Troesregelen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
86 Den apostoliske Tid.
treenige Gud, Faderen, Sønnen og den Helligaand, i hvis Navn de blev døbte.
Det er ogsaa muligt, at den blot var en Bekjendelse af Troen paa Jesus Kristus,
som Midtpunktet i hele den apostoliske Missionsprædiken, hvorved de blev førte og
ledede til Daaben (Ap. Gj. 16, 31; 17, Z; 1 Joh. 5, 1; 2 Joh. 2).
Ved Kirkens stigende Trang til en fastere og fyldigere Troesbekjendelse har
den saa efterhaanden udviklet sig under fortsat Paavirkning af den apostoliske For-
kyndelse og af denne lidt efter lidt optaget de mest fremtrædende Hovedsandheder
(1 Kor. 15, 3; Heb· 5, 12; 6, 1 slg.). Allerede i det nye Testamente finder vi
Spirer til en Bekjendelse, der i en kort Sum indeholdt den apostoliske Læres vigtigste
Stykker og var den sunde Lærdoms rette Form (2 Tim. 1, 13; 4, 3; 1 Tim. 4,
6; 6, 3). Mærkelig er 1 Kor.15, 3 flg.: »Thi jeg overgav Eder blandt de
første Ting, hvad jeg og annammede, at Kristus døde for vore Synder efter Skrifterne
og at han blev begraven, og at han opstod tredie Dag efter Skrifterne.« Her synes
man at kunne skimte flere Led af vor anden Troesartikel· Saadanne Spirer findes
ogsaa i enkelte fremtrædende Hovedstykker af den kristelige Tro. Man mindes her
det nye Testamentes Omtale af Kristi Korsfæstelse (1 Kor. 2, 2; 1, 23; Gal. 6,
14; Rom. 6, 3) og Opstandelse (Rom.1,4; 10, 9; Ef. 1, 20 slg.), eller de
hellige Skribenters Fremhævelse af Krifti Lidelse og Herlighed, hans Død og Op-
standelse (Ap. Gj. 17, 3; 26, 23; Rom. 4, 25; 14, 9; 1 Pet. 1, 11; 4, 13;
5, 1; Heb. 12, 2) Fremdeles mærkes det apostoliske Vidnesbyrd om Kristi Lidelse,
Død, Nedfart, Opstandelse, Himmelfart og Sæde hos Faderens Høire (1 Pet. 3,
18—22). Der savnes heller ikke Tilsprang til en virkelig Bekjendelfe. Som saa-
danne maa betragtes de bekjendte Ord: »En Herre, en Tro, en Daab, en Gud og
Alles Fader« (Ef. 4, 5 slg.) og kanske endnu mere følgende: ,,Gud er aabenbaret
inød, retfærdiggjort i Aand, seet af Engle, prædiket blandt Hedninger, troeti
Verden, optagen i Herlighed« (1 Tim. 3, 16).
De nys anførte Udtryk for den sande Lærdoms Form findes vistnok ikke satte
i nogen Forbindelse med Daaben eller Daabsundervisningen, men de viser os dog,
hvad der allerede paa den apostoliske Tid maatte ftaa som fremragende Hovedpunkter
i Troens Jndhold. Disse var de store Troens Kjendsgjerninger, som væsentlig
allerede laa indesluttede i og derfor ogsaa ganske naturlig sluttede sig til, hvad der
var Daabens Gave og Daabstroens umiddelbare Gjenstand, nemlig Faderens, Søn-
nens og Aandens Navn. Sin forelobige Asslutning mener Professor C. P. Caspari,
at Daabsbekjendelsens Udvikling maaske har faaet i Apostelen Paulus’s Tid, da den
kirkelige Gudstjeneste fik en mere bestemt og udviklet Skikkelse, eller kanske først efter
den store Hedningeapostels Død, medens Johannes stod som Kirkens Leder. Den
Antagelse synes derfor rimelig, at Bekjendeisen, væsentlig saaledes som vi lærer den
at kjende i nærmest paafølgende Tid i den romerske Daabsbekjendelse, er et Værk af
Apostelen Johannes. Denne Antagelse støttes ved flere Kjendsgjerninger Ord-
ningen af de kirkelige Forholde i den apostoliske Tid laa, som bekjendt, i Apostlenes
Hænder og følgelig havde Johannes i dette Tidsrum den største Indflydelse og øverste
Ledelse. Tanken bringes da saa naturlig hen paa ham som Bekjendelsens Ophav.
Gt andet Bevis for dens apostoliske Oprindelse har man troet at finde deri, at den
gjenfindes i sine Grundtræk overalt i Oldkirken, saa at den danner det fælles faste
Grundlag for alle, baade den vesterlandske og ·østerlandste Kirkes forskjellige Daabs-
bekjendelser.
Men der er ogsaa adskilligt, som taler imod denne Opfatning. Det er lidet
rimeligt, hvis den var et Værk af Johannes, at dette slet ikke skulde findes omtalt
af de ældste kirkelige Forfattere Ligesaa usandsynligt og utænkeligt er det, at en
Troesbekjendelse af apostolisk Oprindelse i den gamle Kirke skulde være bleven be-
handlet med den Frihed, som man især i den østerlandske Kirke allerede meget tidlig
behandlede Daabsbekjendelsens Ordlyd. Det er en Kjendsgjerning, at Daabsbe-
kjendelsen indenfor den østerlandske Kirke møder os i en Flerhed af Former. Den-
oprindelige Bekjendelfe er nemlig i de forskjellige Menigheder bleven udvidet ved
.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
