Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oldkirken - Den apostoliske Tid - De indre Forholde - Daabsbekjendelsen og Troesregelen - Det kristelige Liv og Kirketugten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Daabsbekjendelsen og Troesregelen. 8 9
« Biskop Cyprian, der levede ved Midten af det tredie Aarhundrede (s 254),
bevidner to Led af Troesbekjendelsen, og i Marcellus af Ancyras Brev til den ro-
merske Biskop Julius (836—352) findes den gamle romerske Troesbekjendelse, der er
faa lig vor, at den væsentlig blot skiller sig fra denne derved, at der endnu fattes
nogle Led, som senere er blevne indskudte; saaledes findes ikke i første Artikel: »Him-
melens og Jordens Skaberz« i anden: Krifti Undfangelse; der tales kun om hans
Fødsel. Ligesaa mangler hans Død og Nedfart til Helvede. J tredie Artikel fattes
Ordet »almindelig« samt »de Helliges Samfund« og »det evige Liv.«
Vi har altsaa seet, at vor Daabsbekjendelse i sine Grundtræk stammer fra den
apostoliske Tid og lidt efter lidt har udviklet sig til den Skikkelse, som Bekjendelsen
nu har, samt at den helt igjennem er et Udtryk for Apostlenes Prædiken· Dens
Betydning for Kirkesamfundet kan ikke skattes høit nok. Luther, der selv kom til Troens
Forvisning derved, at en gammel Munk mindede ham om Troesbekjendelsens Ord
om Syndernes Forladelse, kan paa flere Steder ikke nok rose den. Han har mod-
taget et overvældende Jndtryk af dens uovertræffelige Skjønhed, Korthed, Klarhed,
Enfoldighed, Trøstelighed, Kraft og Vægt og betegner den snart som et Værk af
den Helligaand, snart som et Arbeide enten af Apostlene eller en af deres bedste
Disciple. Til andre Tider tror han, at den er et Uddrag af Skriften, gjort as
Fædrene. Og Biskop Martensen priser den som et Foreningsbaand for alle Troende
og som et Vaaben i Kampen mod Vantroen, da den er et ,,tilforladeligt Udtryk for
den Tro, der fra Begyndelsen er overleveret.« Dens Betydning for den Enkeltes
kristelige Liv er desværre ikke gaaet op for Mange. En dansk Præst skriver:
»Daglig at gjentage for sig selv Troesbekjendelsen er til Velsignelse for Kristenlivet;
thi den indeholder ikke alene vor Kristentro i en kort Sum, med alle sine dybe
Motiver til et kristeligt Levnet, men den er ogsaa en Paamindelse om at leve, som
vi tror: at leve i Forsagelse, at leve i Tro, hvile i vor Tro og i Livet at vise Ly-
dighed mod den; thi vi bekjender Kristus Jesus, ,,Guds enbaarne Søn, vor Herre«
(Luk. 4, 46 »hvi kalde J mig Herre og gjør ikke, hvad jeg siger?«). Troesbekjen-
delsen er saaledes, hvad Ambrosius kalder »den aandelige Fane, vort Sinds Be-
tænkning (Overveielse), ligesom vor altid nærværende Bevogtning, visselig vort
Hjertes Skat.« Ogsaa Cyrillus formaner til en daglig og hjertelig Tilegnelse af
Troesbekjendelsen: »thi da ikke Alle kan læse Skriften, men Nogle er hindrede
derfra ved Uvidenhed, Andre ved Beskjæftigelse, saa sammenfatter vi i faa Linjer
hele Troens Jndhold, at ikke Sjælen skal gaa til Grunde af Uvidenhed. Der-
for Brødre, holder fast ved det Overleverede og skriver det paa Eders Hjertes Tavler.«
Det kristelige Liv og Kirketugteii
den apostoliske Tids Gudstjeneste har vi lært at kjende det nye Liv i sin
Aer største Skjønhed og sin rigeste Fylde. Men Kristendommen aabenbarede
gjsts dog ogsaa sin Magt i alle Forholde; den var Surdeigen, som var bestemt
o — .·i til at gjennemtrænge og forandre baade den Enkelte og Samfundet. For-
andringen foregik ved Guds underfulde Naade gjennem hans Ord og Sakramenter
først i den Enkeltes Jndre og viste sig saa i det Ydre i al Omgjængelse. Først
naar den Enkelte var bleven ny i aandelig Forstand, kunde ogsaa Familien og Sam-
fundet blive gjennemsyret af den nye Aand og det nye Liv. Den Enkeltes For-
nyelse i Kristus Jesus var den Løftestang, hvormed den gamle Verden efterhaanden
bl·ev·hævet op af sin dybe Fornedrelse Det personlige Kristenlivs mest fremtrædende
Eiendommelighed i Aposteltiden er Kristi Esterfølgelse. At gjengive i sit Liv Træk-
kene i Jesu hellige Billede, at tage Del i hans Ydmyghed, i hans Selvfornægtelse,
at være opfyldt af hans Barmhjertighed, at vandre i Kjærlighed, som han gjorde,
det er hans Disciples Kald (Ef. 5, 2; Fil. 2, 5; Kol. 3, 12. 13s Hos deres
Frelser finder de en levende og virksom Lov, der efter Augustins træffende Udtryk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
