Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oldkirken - Den apostoliske Tid - De indre Forholde - Vildfarelser
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
98 Den apostoliske Tid.
Fra Lilleasien drog disse Vranglærere over til Europa Som alle Sekterere
søgte de at fiske i rørt Vand; derfor slog de sig ned i den letbevcegelige korinthiske
Menighed, som det snart lykkedes dem at splitte i Partier Ogsaa her gik de frem
paa samme Vis som i Galatien· Som ægte Farisæere fremholdt de sine Lovlær-
domme, nægtede paa saddusæisk Bis de bødes Opstandelse (l Kor. 15 Kap.) og
angreb Paulus’s Person og apostoliske Værdighed. De fremtraadte med stor Anmas-
selse og Hovmod (2 Kor. 11, 5; 12, 11) og med fanatisk og tyrannisk Paatrængenhed
(2 Kor. 11, 20). I sine Breve til Korinthierne imødegaar Paulus dem fkarpt og
hævder den sunde evangeliske Lære og Frihed. Derefter finder vi dem i Rom.
Paulus’s Brev til Menigheden der indeholder flere Hentydninger til dem, ja den
hele Skrivelse er efter sin Hovedtanke et afgjørende Slag mod Iudaismen. Ingen-
steds fremholder Paulus den evangeliske Modsætning til denne saa skarpt som i dette
mageløse Brev, hvori han ret udfolder for os Kristendommens sande Væsen: den
frie, uforskyldte Naade i Kristus Jesus. Iudaismen optræder i mange Former og
Afarter og bragte Strid og Forvirring paa talrige Steder; men efterhaanden tabte
den sin Magt over Gemytterne, og efter Ierusalems Forstyrrelse er den næsten
uden Indflydelse og Betydning.
Men var Iudaismens Angreb paa den evangeliske Tro seierrig afslaaet, saa
traadte mangfoldige andre i dens Sted. Paa talrige Steder i Brevene omtales en
Mængde mere eller mindre aandelig beslægtede Vranglærere, som man med et frem-
med Navn har kaldt Gnoftikerne. Dette Navn har de faaet, fordi de roste sig
as en høiere Indsigt eller Erkjendelse end de andre og saa med Foragt paa den
rette evangeliske Tro, som de sagde kun passede for den uvidende store Hob En
Stræben efter dybere Indsigt i de guddommelige Ting er ikke uberettiget, naar det
sker paa den rette Maade. Evangeliet er mere end blind Tro. Paulus kjender en
i Kristus opladt aandelig Forstand og anbefaler den som Troens Fuldendelse (Kol.
1, 9; 2, 2 flg.). Og naar han et andet Sted advarende stiller den enfoldige Præ-
diken om Korset imod de Vises Visdom, saa gjælder dette ikke den rette Stræben
efter religiøs Erkjendelse, men den forfængelige Viden. I sin Iagen efter silosofisk
Dybde og konstfuld Tale oversaa denne den Kjerlighed og Helliggjørelse, der er Hoved-
sagen i Kristendommen (1 Kor. 1, 17 flg.; 8, 1). Ved Indblanding as kjærring-
agtige Fabler sorvendte den Troens Grund og forstyrrede Menighedens Enhed
(1 Tim. 4, 7; 6, 20). Men det ligger ogsaa i Kristendommens Væsen, naar den
indtræder som en høiere Magt, at den overalt drager det Beslægtede i den forefundne
Dannelse ind i sin Kreds. Men ikke nok hermed; den griber dømmende ind iSam-
vittighederne og drager Menneskenaturens Natside frem for Dagen. Mægtigst greb
Evangeliet om Forløsningen og Friheden hin ved Trællesind og indre Splidagtighed
afkræftede Tidsalder. Saa maatte det da ske, at Tidsideer og Sværmerier af alle
Slags tidlig trængte sig omkring de apostoliske Menigheder, ligesom Myg om Lyset;
men mest paatrængende var de gnostiske, som ofte ogsaa var behæftede med grove
sædelige Vildfarelser. Den Gnosticisme, som omtales i Brevene, havde sit Hoved-
arnested iLilleasien, og den sremavledes saavel af Jødedommen som Hedenskabet·
Men fælles for dens forskjellige Arter var en ørkesløs Grublen over den himmelske
Aandeverdens Forhold samt en ihcrrdig Bestræbelse efter paa enhver Maade at bringe
dennes Hemmeligheder og Kræfter i et tjenende Forhold til sig. I saa Henseende
forenede jødekristne Vranglærere i Kolossæ i Frygien en hemmelighedsfuld Engle-
tjeneste med Mosaismens Sætninger og indviede sig til denne Dyrkelse ved smærte-
fulde Spægelser (Kol. 2, 8. 18 flg.). De holdt ikke fast paa Kristus som Menig-
hedens Hoved, og under Skin af en høiere Visdom og stræng Afholdenhed søgte
de at forføre Herrens Menighed. J Efesus saavelsom paa Kreta beskjæftigede de
sig med Eventyr om Aandeverdenens Udstrømning fra Gud. Det er dog indlysende,
at de baade herved og ved de Stridsspørgsmaal, som de vakte om Loven, kun
fremkaldte Splid istedetfor Opbyggelse (1 Tim. 1, 4 flg.; Tit. 3, 9). Paulus
kjæmper kraftig mod dem; i Brevet til Titus advarer han mod ,,daarlige Spørgs-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
