Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oldkirken - Kristenforfølgelsernes Tid - Martyrerne i Lyon og Vienne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1 28 Kristensorsolgelsernes Tid.
hed imod dem, der ikke var blevne Martyrer. Thi ved hine blev de fleste af dem,
der havde nægtet, atter optagne i Menigheden, de lærte at bekjende og traadte nu
levende og styrkede frem for Domstolen for atter at blive spurgt af Statholderen.
Keiseren havde nemlig ladet udgaa et Refkript om at dræbe dem, men dog at frigive
dem, som nægtede. Derfor lod Statholderen ved Begyndelsen af den store Fest
hersteds de Salige føre frem ligesom i et theatralsk Optog og fremstille for hans
Domstol. Her fandt nu atter en streng Undersøgelse Sted. Hvo, som befandtes at
være romersk Borger, blev halshugget, de Øvrige kastedes for de vildeDyr
Men stor Forherligelse blev Herren tildel af dem, som forhen havde nægtet,
men som nu tvertimod Hedningernes Forventning bekjendte. Disse blev nemlig for-
hørte for sig, idet de derpaa skulde frigives. Men de bekjendte og kom saaledes sam-
men med den udvalgte Skare af Martyrer . . . (Undtagelser) . . . Under Forhøret
stod en vis Alexander fra Frygien ved Siden af Domstolen, en Læge, der imange
Aar havde opholdt sig i Galkien, og som var saa temmelig kjendt af Alle paa
Grund af sin Kjærlighed til Gud og sin Frimodighed i Ord, —— han besad nemlig
heri en apostolisk Gave. Denne opmuntrede dem ved sine Vink til Bekjendelse. Da
opløftede Mængden et høit Skrig mod ham som den, der havde bevirket dette. Ifølge
dette stillede Statholderen ham for Retten og spurgte, hvem han var; da Alexander
svarede ,,en Kristen,« blev han vred og dømte ham til de vilde Dyr, hvorhen han
ogsaa kom den følgende Dag sammen med Attalus. Thi ogsaa denne lod Stat-
holderen, for at behage Folket, gjentagende Gange prisgives de vilde Dyr. Efterat
de nu Begge i Amfitheatret havde prøvet alle til Pinsler opfundne Redskaber og
bestaaet den høieste Kamp, blev tilsidst ogsaa deres Struber gjennemskaarne.
Alexander lod hverken noget Suk eller nogen Lyd høres, men omgikkes i sit Hjerte
med Gud. Attalus derimod sagde, da han siddende paa Jernstolen brændtes rundt
om, og Dampen steg op fra hans Legeme: ,,Se hvad J gjør, det er at fortære
Mennesker; men vi hverken fortærer Mennesker eller gjør noget
andet Ondt.« Da man derpaa spurgte ham, hvilket Navn hans Gud havde, svarede
han: »Gud har ikke noget Navn som et Menneske.«
Efter alt dette bragtes Blandina paa Kampspillets sidste Dag atter paa
Skuepladsen sammen med en omtrent 15 Aar gammel Gut ved Navn Pontiku s.
De var hver Dag bragte ind for at se de Øvriges Pinsler· Paa denne Maade
vilde man bevæge dem til at fværge til Afguderne. Men de blev standhaftigeog
fornægtede disse. Paa Grund heraf blev Mængden saa rasende, at den hverken
havde Medlidenhed med Guttens Ungdom eller tog Hensyn til Blandinas Kjøn.
Man lod dem taale alt Skrækkeligt og bestaa den ene Pinsel efter den Anden for
lidt efter lidt at bringe dem til at fværge, men man var ikke istand til at naa dette;
thi Pontikus opmuntredes af Blandina, saa at Hedningerne saa, at det var hende,
der opmuntrede og befæstede ham. Endelig opgav han Aanden, efterat han mandigeu
havde bestaaet alle Pinsler. Men den salige Blandina ilede til allersidst, ligesom
en ædel Moder, der opmuntrer sine Børn og sender dem som Seierherrer forud til
Kongen, men derpaa selv gjennemgaar alle Børnenes Kampe fuld af Glæde og Jubel
over Udgangen til dem, som om hun var indbuden til et Bryllupsmaaltid og ikke
var kastet for de vilde Dyr. Efterat hun havde taalt Svøbeslagene, de vilde Dyrs
Raseri og Jernstolens Kvaler, blev hun indviklet i et Net og kastet for en Tyk.
Flere Gange blev hun af Dyret flynget op iHøiden, men hun var allerede følesløs
for, hvad der foregik med hende, paa Grund af det faste Haab om de forjettede
Goder og formedelst hendes Omgang med Kristus. Tilsidst blev ogsaa hun dræbt
af Bøddelen. Selv Hedningerne maatte tilstaa, at en Kvinde aldrig hos dem havde
taalt saa Meget og saa Skrækkeligt. Alligevel var endnu ikke deres Raseri og Gru-
somhed mod de Hellige sluttet. De kastede Ligene af de i Fængslet Kvalte for
Hundene og holdt streng Bagt, at Ingen skulde blive begravet. Efterat Ligene paa
enhver Maade var blevne vanhelligede og havde ligget seks Dage under fri Himmel,
blev de derpaa af Hedningerne opbrændte og Asken strøet i Rhonefloden· De
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
