Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oldkirken - Kristenforfølgelsernes Tid - Filosofernes Angreb paa Kristendommen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
130 ’ Kristenforfolgelserues Tid.
for af den Grund at stemple dem som upaalidelige. J sin Bekjæmpelse af de Kristnes
Tro paa de Dødes Opstandelse sees han ialfald at have kjendt enkelte af Apostelen
Paulus’s Breve. J sin Polemik bringer han alle vigtige Stykker iJesu Liv under
Behandling. Han bekjæmper Jesu Fødsel af en Jomfru og kommer med ondskabs-
fulde Løgne og hadefulde Ord baade om Maria og Herren selv. Han negter Aaben-
baringen fra Himlen ved hans Daab og paastaar, at ingen var tilstede, som saa
det, og siger, at der er ingen Grund til at tro, at han var den forjættede Messias.
Under sin Virksomhed skrabede han 10——11 Toldere og Fiskere sammen, med hvem
han snart begav sig et Sted hen, snart et andet; ,,en Gud flygter dog ikke«· Der
var ikke noget Guddommeligt at opdage ved ham, mener Celsus. Alle Fortællinger
om Undergjerninger var enten Opdigtelser af hans Disciple eller Troldomskunster,
som han havde lært af Ægypterne. Han benegter Opstandelsen og forklarer Aaben-
barelsen for Maria og Johannes Paaskemorgen aldeles som Nutidens Fritænkere,
idet han siger, at det hele var et Sansebedrag, et Syn, en Hallucination hos en
halvgal Kvinde og en sværmerisk Mand, hvis de ikke var Bedragere, der digtede
op, hvad de fortalte.
Den anden Del af Skriftet er mindre lidenskabelig og hadefuld, mere rolig, saglig
og videnskabelig. Her bekjæmper Hedningen den kristelige Læres indre Sandhed ud
fra sit filosofiske Standpunkt Ogsaa han retter ligesom Jøden sit Angreb mod Guds
Aabenbaring i Kristus hvilken han betegner som urimelig og unyttig Punkt for
Punkt gjennemgaar han de Kristnes Lære om Gud, om Guds Rige, om Djævelen
og Antikristen, om Verdens Skabelse, om Guds Aabenbaring iKristus, om Profeternes
messianske Spaadomme, om det evige Liv. Saa foreholder han de Kristne, at de
stiller sig i et fiendtligt Forhold til andre Religioner. De forkaster ikke blot al
Billeddyrkelse, men ogsaa Tilbedelsen af alle andre Guder. Det var utaaleligt, at
de slet ikke vilde lade de andre Neligioner gjælde Betingelsen for, at de kunde være
til, var, at de vilde anerkjende Andre. Derved paatager Celsus sig at retfærdig-
gjøre Flergudekiet. Han beskylder derhos de Kristne for, at de ikke blot satte sig i
Modsætning til det religiøse Folkeliv, men ogsaa til Keiseren og Riger. Skriftet
ender med disse Bebreidelser for at være fientligsindede mod Riget — Celsus
bekjæmpede Kristendommen i den historiske Sanheds, i den filososiske Fornufts, i den
nationale Jdees og det romerske Riges Navn.
Origenes i sit store Skrift »Mod Celsus« følger hans Angreb Skridt for
Skridt. Det er, som anført, iVirkeligheden kun gjennem ham, at vi kjenderCelsus’s
Skrift, der væsentlig er bevaret i hans. Han river ned med den ene Haand og
bygger op med den anden; for hvert Bevis, han omstyrter, hæver sig et nyt Bevis
for Kristendommens Guddommelighed. Han beviser den paa engang ved Grunde,
ved Kjendsgjerningerne, ved Profetierne, ved Miraklerne, ved de Angrebs Tomhed,
der rettes mod den, og dette uhyre Omraade gjennemgaar han med urokkelig Fasthed
Men først og fremst peger han paa Kristendommen som en Livsmagt, der er det bedste
Bevis for dens Guddommelighed. Han skriver: ,,Da Jesus blev forhaanet og bag-
vasket, svarede han ikke et Ord. Endnu den Dag idag bagvasker og forhaaner man
ham, og han forsvarer sig alene ved sine sande Efterfølgeres Liv og Vandet — det
er den bedste Maade at gjendrive Anklagernespaa·«
Celsus er et merkeligt Vidnesbyrd om, at ,,det naturlige Menneske fatter
ikke de Ting, som hører Guds Aand til; thi de er ham en Daarlighed, og han
kan ikke kjende dem, thi de bedømmes aandeligen.« Som anført, var han en af de
skarpsindigste og rigeste Begavelser, der nogen Tid har levet; han kjendte det gamle
og nye Tastamente, Kirken og dens Liv, ja »ved Alt«, som han selv udtrykker sig;
saameget sørgeligere er det, at han ikke har faaet Øie paa Kristendommens sande
Væsen: at den er en Kjærlighedens Religion, »Svar paa Menneske-
hedens dybeste Spørgsmaal, Olje og Vin i dens Saar« og alene
istand til at hæve den op af det Tvilens Morads og den Usædelig-
hedens Afgrund, hvori den var nedsunken, samt løse de store sociale
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
